Da jeg den 28. januar 1940 havde overstået mundtlig embedseksamen, gik der helt naturligt nogle dage med at komme til sig selv oven på den omgang. Det var en meget stor lettelse endelig at være kommet så vidt; men man var jo også nødt til at spekulere lidt over, hvad fremtiden mon vilde bringe. Det helt naturlige var jo at begynde at søge embede. Det var bare ret håbløst i de tider, fordi der var alt for mange om budet. Og selv om jeg så sandelig var gammel nok af år, følte jeg mig alligevel ikke moden nok til at gå i gang. Selvfølgelig havde jeg i de forløbne år samlet mig en hel del teoretisk viden, mens den praktiske kunde ligge på et meget lille sted. Jeg havde som skik var dengang fulgt undervisningen på pastoralseminariet i 4. semester; men det var nu så længe siden, at det næsten var glemt. Jeg boede stadig på Engtoftevej, sammen med kammeraterne. Og så skete der det, at jeg gennem min gode ven Ingvard Hougaard fik en indbydelse til hans kusines eller måske var det hans kusines venindes fødselsdag. Hun var i huset hos Bodil og Hal Koch, et hjem, hvor Hougaard havde sin jævnlige gang, fordi de i lighed med andre rare mennesker gerne så ham til middag en gang om ugen.
Selv om jeg ikke rigtigt kan få det til at gå op tidsmæssigt, mener jeg bestemt, at Martin var med. Vi var i hvert fald tre, der for ganske nylig og for forholdsvis nylig havde fået eksamen. Og da professoren og fruen helt naturligt var med til chokolade i pigeværelset, vilde Hal Koch vide, om vi havde noget at bestille. Det havde de to; Martin var soldaterhjemsleder og Hougaard skulde være K.F.U.M. sekretær i Hillerød. Jeg derimod havde endnu ingen udsigter.
Det blev der ikke snakket mere om ved den lejlighed; men næste morgen ringede telefonen; det var Hal Koch og han sagde: ”Den unge pige og jeg her lige siddet og drukket morgenkaffe; og så har vi snakket om Dem. Jeg her nemlig hørt om et job, som jeg synes, De skal interessere dem for. Sudan missionen søger en rejsesekretær, og da De ikke har noget, syntes jeg, det var rimeligt at lade dem det vide.” Jeg sagde pænt tak og spurgte, hvad jeg så skulde foretage mig og fik svaret: ”De skal tage ind til professor Nørregård; det er ham, jeg her det fra.”
Jeg cyklede så ind til byen, nærmere bestemt til Nørregade og opsøgte der professor Nørregård. Men det fik jeg ikke meget ud af; han vidste i grunden ikke noget om det; han havde bare hørt det det af professor Torm.
Så cyklede jeg ud til Østerbro og fik foretræde hos Torm. Af ham fik jeg at vide, at det var sådan set rigtigt nok; men han vilde da meget hellere have mig til at tage til Polen for Israel missionen. Det var jeg meget lidt interesseret i, og da ganske særligt ikke på det tidspunkt, og fik så endeligt at vide, at jeg kunde henvende mig hos dr. Brønnum i Roskilde.
Hjemkommet til Engtoftevej ringede jeg dr. Brønnum op, sagde hvem jeg var og fremførte mit ærinde. Hans umiddelbare reaktion, var ejendommelig, men såre karakteristisk for den mand, hvad jeg dog ikke kunde vide på det tidspunkt. Han gav sig nemlig til at le himmelhøjt, og så sagde han: ”Ved De hvad, det her er næsten lige som ham skrædderen, De ved nok. Han havde ikke haft noget at bestille i lange tider; men så nytårsaften kom der to par bukser, der skulde lappes. I morges kom der en ansøgning fra én, og nu ringer De, det er da sjovt.” ”Det har jeg svært ved at indse,” svarede jeg, for så har De jo, hvad De skal bruge. ”Det har vi nu ikke,” sagde han; ”jeg skal nemlig sige Dem, at bestyrelsen godt nok søger en, men jeg synes, vi skal have to; og bestyrelsen plejer for det meste at gøre, som jeg synes. Så skal jeg bare passe på, at jeg ikke får dem til at gøre noget forkert. Tag nu og skriv en ansøgning og send den til mig.” ”Det vil jeg ikke,” svarede jeg,- ”før jeg får noget mere at vide om, hvad det drejer sig om.” ”Det lyder da fornuftigt,” sagde han. ”Gå så ned og tag toget her ud til Roskilde.”
Det gjorde jeg så, og oplevede noget, som jeg dengang ikke skænkede en tanke, men som jeg godt nok her været ude for senere. Jeg blev anbragt i en god stol, der vendte sådan, at jeg sad fuldt belyst fra vinduet; men vi fik en god samtale, der bevirkede, at jeg tog hjem og skrev ansøgningen. Senere var jeg på rundtur hos formanden og et par mere af bestyrelsen, og blev ansat fra 1.maj 1940 at regne, efter eget ønske med bopæl i Odense.
I den mellemtid, der forløb mellem ansøgning og ansættelse, foretog jeg mig det sædvanlige i en sådan situation. Jeg søgte nogle embeder og besøgte nogle biskopper f.eks. Rosendal i Roskilde - det var en forfriskende oplevelse - og Noack i Haderslev. En del af tiden opholdt jeg mig i København. Ude på Kofoeds skole fremstillede jeg en reol af amerikansk eg; en træsort, der var så hård som en knast og havde den irriterende egenskab, at det ikke lod sig påvirke af salmiakspiritus - jeg måtte tone det med bejdse. Endvidere lavede jeg et bord, der kom til at fungere som spisebord i en hel del år, senere som arbejdsbord. Pladen var af egefineret møbelplade og understellet af massivt eg. Tegningen dertil havde Gamborg ærligt og redeligt stjålet på Christiansborgs loft. Det var en dyr fornøjelse; materialerne til begge dele kostede 108 kr. Jeg nåede dog ikke at få pladen helt færdig. Jeg måtte bede Ernstsen - en snedkeruddannet stud. theol., der hjalp til på skolen om at sætte kant på pladen og sørge for forsendelse til Odense. Det samme bord er senere blevet forsynet med en ny massiv plade og står tilligemed reolen i Helles og Hans Frederiks spisestue.
I København oplevede jeg den 9.april. Det gav en underlig knugende fornemmelse fra 4.sal på Engtoftevej at høre og se de grå maskiner flyve ind over byen omtrent i skorstenshøjde. Og bedre var det ikke at cykle ind gennem byen til Christianshavn til Kofoeds skole. Situationen havde sat sit tydelige præg på alle, der færdedes på gaderne, der flød med de nedkastede ’Oprop.’ Ude på skolen traf jeg foruden Kofoed og kordegn Asbo en hel del andre, der havde samlet sig der. Der blev selvfølgelig snakket om, hvad vi kunde gøre og hvad vi ikke kunde gøre; men tydeligst husker jeg Asbos replik. Han sagde: ”Jeg vil godt ofre liv og blod for gamle dannebrog; men jeg vil hverken gøre det dumdristigt eller formålsløst.” Hvad han senere kom med i, ved jeg ikke; men inden besættelsen var forbi, havde tyskerne likvideret ham på hans kontor.
I dagens løb kom kongens og regeringens opfordring til at vise ro og besindighed; og der blev givet ordre til mørklægning. Vi var nogle stykker, der om aftenen gik en tur op ad Frederiksberg Allé og så på de helt eller delvist mørklagte vinduer. Vi sagde til hinanden, at selv om det kunde være slemt nok, var det da godt, at sommeren stod for døren. Vi anede ikke, at både det og meget andet skulde vi leve med i fem lange og hårde vintre.
Jeg var da også en tur i Skærbæk i april 1940. Jeg husker f.eks. at have set de tyske maskiner på vej hjem fra Norge flyve så lavt, at de måtte foretage en stigning når de passerede et markhegn.
Jeg husker ikke, om det var ved den lejlighed eller en anden lignende, at der var kommet en forordning om, at vi alle skulde have et identitetskort. Jeg havde ærinde i nærheden af Tønder, og gik derfor ind på polikontoret for at få kortet udstedt. Af en eller anden grund havde jeg mit eksamensbevis med og brugte det som legitimation. Jeg fik - måske delvis derfor - en meget venlig og forekommende behandling af en ældre assistent, der ekspederede mig. Men da jeg var færdig og stod og samlede mine papirer sammen, gik han hen til en lidt forsagt bondekone, der i mellemtiden var kommet ind, trådte næsten op på tæerne af hende og brølede hende ind i ansigtet: ”Og hvad vil så De?” Ham kunde jeg godt have sparket.
Ifølge indgået aftale flyttede jeg til Odense omkring den 1. maj, og skulde så se at komme i gang på en eller anden floromvunden måde. Jeg fik et værelse på K.F.U.M. på Klosterbakken, hvor jeg også kunde spise på det derværende pensionat. Det var sådan set meget rart; jeg kunde snakke lidt med sekretærerne; og havde man ikke noget for om aftenen, var der som regel en eller anden, der gerne vilde spille skak. En aften var de allesammen i gang med at spille så nær som én; så jeg fandt det helt naturligt at spørge, om han havde lyst til et parti. Jeg kunde øjeblikkeligt mærke, at jeg havde gjort noget forkert. Han sagde godt nok ja, men de andre fnisede så mærkeligt,. Forklaringen kom lidt senere. Han spillede nemlig så uinteresseret og ukoncentreret, at han tabte partiet, hvorefter de andre under stor morskab fortalte, at han var fynsmester. Det ene parti bevirkede imidlertid, at da de en tid efter skulde deltage i en turnering, fik jeg en højtidelig indbydelse til af være med. Jeg kunde ikke -heldigvis- jeg havde bare dummet mig.
Mens jeg boede der, var jeg hele tiden på udkig efter en lejlighed; og en dag var der et tilbud i avisen, der lød tiltalende. Min erfaring med sådan noget var yderst begrænset, så jeg fik Otto Jensen med ud at se på forholdene. Vi fandt den ude på Langelinie nr.90. Det var på første sal i en villa. Ejeren, frk. Jensen havde en lille købmandsforretning i kælderen, hvor hun også boede. I lejligheden var der entre, køkken og et lille spisekammer, soveværelse med altan mod øst, to stuer mod vest med åbning imellem og kakkelovn i den inderste; og så var der fælles toilet i kælderen. Lejen lød rimelig 56o kr. for et år, så jeg tog mod til mig og skrev kontrakt med frk. Jensen.
Vi kunde nu endelig begynde at tænke på giftermål og på at indrette vort eget hjem. Jeg fik ved kammeraters hjælp mine ting sendt over fra København; og Valborg havde for sine sparepenge købt soveværelse og dagligstue og endda noget så fornemt som et gulvtæppe til dagligstuen, hvad der gav anledning til nogen kritik fra hendes mors side; for det var da i hvert fald ikke nødvendigt. Så vidt jeg husker, var det den første ting, vi matte betale omsætningsafgift af. Det var et Kastruptæppe 2,5 x 3,5 m. og det er ikke engang slidt op endnu, selv om der er gået mere end 5o år. Jeg tror nok, at soveværelset med to senge, skab, toiletmøbel, natborde og taburetter kostede 65o kr. Det var lavet i Mølholm, men købt hos Hans Juhl i Skærbæk. Dagligstuen var købt samme sted og bestod af sofa, to lænestole + en øreklapstol alt betrukket med uopskåret mekka og kostede vistnok 800-900 kr. Vi syntes, det så vældigt godt ud, da vi fik det stillet op.
Vores eneste opvarmningsmulighed var en rund Morsøkakkelovn. I soveværelset var der ingenting; og i køkkenet var der to gasapparater og gasovn. Kakkelovnen i stuen måtte jeg tage ned og kitte den grundigt ved genopsætningen, før den kunde fungere tilfredsstillende. Men så gik det også helt fint i de virkelig hårde vintre under krigen. Agent Christensen, som vi købte brændsel hos - på mærker - lærte os at købe cinders fremfor koks, fordi de varmede bedre. Endvidere lærte han os at fyre over. Når ovnen var brændt omtrent med kun lidt ild tilbage, tog vi to briketter, pakkede dem ind hver for sig i et stykke avispapir og lagde dem ind oven på hinanden, hvorefter vi lukkede omtrent helt for trækken. Næste morgen var den nederste blevet til aske, mens den øverste lå som en klump ild.
Der boede vi så i fire år, de første fire af de sære besættelsesår. Men hvor mærkeligt det end lyder, så vænnede vi os næsten til alle de mange besværligheder, som tiden og forholdene førte med sig. Også rejselivet var besværligt. Jeg havde Fyn, Syd- og Sønderjylland som distrikt. Når jeg havde møder i Jylland, var jeg ofte væk fra mandag morgen til lørdag middag, om vinteren selvfølgelig med tog og rutebil; om sommeren kunde det godt hænde, at jeg tog cyklen; så kunde jeg med god samvittighed putte det beløb i lommen, som jeg sparede til billet. I den meget varme sommer i 1942 cyklede jeg en fredag aften efter mødet og den efterfølgende aftenkaffe fra Filskov til Odense, så jeg kunde lægge mig i min egen seng kl.4 om morgenen. Og ugen efter var det lige så langt. Jeg husker, at en af de to gange var der en mand, der kørte med en lille slåmaskine med en hest for ude på dyrskuepladsen. Hvis det var på Fyn og afstanden var rimelig, var det tit på cykel. Jeg har da cyklet til Assens missionshus, gået med daværende kirketjener Peder Hansen hjem til Stentevej til kaffe; og så på cykel hjem til Odense.
Men hvor var det koldt om vinteren. De allerfleste steder var gæsteværelset uopvarmet. Når jeg om morgenen var barberet og nødtørftigt vasket, kunde hænderne være så kolde, at jeg dårligt kunde knappe min vest og mine bukser. Derfor husker jeg så tydeligt de få gange, det var helt anderledes.
Det var det f.eks. i Vester Nebel skole i Vorbasse sogn, hvor de havde en pragtfuld varmekasse, der blev sat ind under dynen og varmede hele sengen op. Men det fornemste, jeg her været med til, var dog hos Niels Bjerres i Smidstrup. Om morgenen kom fru Bjerre op med en kaffebakke og tændte samtidigt op i kakkelovnen. Sikken en luksus.
Efter forslag og ansøgning fra Sudan missionens bestyrelse blev jeg ordineret i Odense domkirke den 5. september 1941, således at jeg også kunde tage en gudstjeneste, når det faldt naturligt i mit arbejde for bemeldte missionsselskab. Det skete f.eks. en gang i Vamdrup, hvortil der knytter sig minder, der aldrig er glemt.
Der var arrangeret et Sudan stævne med et program, der spændte over en hel søndag. Jeg skulde prædike i kirken ved gudstjenesten om formiddagen og vise film for søndagsskolen om eftermiddagen. Jeg tog med toget der ned i god tid om lørdagen og blev modtaget af en gammel skolekammerat hjemmefra, der hed Anton Mortensen, men som nu boede i Vamdrup i egenskab af landbrugskonsulent. Jeg skulde dog bo på missionshotellet og fik således lov til at passe mig selv. Det var også et stort held, for jeg var ikke blevet helt færdig med min prædiken hjemmefra, d.v.s. det var jeg nok, men det var min plan på en naturlig måde at få indføjet et eller andet om missionsarbejdet i Afrika. Jeg syntes simpelthen jeg var nødt til det, når hele dagen skulde dreje sig om det. Og da det altså ikke var lykkedes hjemmefra, så satte jeg mig i ro og mag på hotelværelset for at gøre det færdigt, som jeg gerne vilde have det. Det var bare umuligt. Jeg prøvede af et ærligt hjerte på mere end én måde; jeg kunde simpelt hen ikke få den prædiken, som jeg havde lavet, til at hænge sammen med den omtale af missionsarbejdet, som jeg syntes burde med. Jeg måtte simpelthen give op og lade det være som det var. Søndag formiddag, da prædikenen blev holdt, var jeg lidt beklemt ved situationen, men det lettede dog ikke så lidt, da stedets sognepræst, pastor Zeuthen bemærkede, mens vi gik ud af kirken: ”Jeg er glad for, at de nøjedes med at forkynde og lod være med at snakke Sudan; det kan vi få nok af resten af dagen.” Og da jeg lidt senere traf formanden for sudankredsen, tilsluttede hun sig helt og fuldt det samme synspunkt. Hun føjede endda til: ”Jeg vilde i grunden have sagt det i går, men var bange for at gribe ind i noget, De allerede havde lavet; men så bad jeg om det i stedet for.” Jeg sagde vist ikke noget til det, men tænkte mit; og det er jeg vist aldrig blevet helt færdig med.
Vi havde nok ikke ventet - i hvert fald ikke håbet, at den ansættelse skulde vare så længe, som det blev tilfældet. Det siger sig selv, at jeg skrev et hav af ansøgninger; men der var mange om budet i de år. Det var vel også sådan, at når man arbejdede for ydre mission, var man i hvert fald i nogen grad placeret retningsmæssigt. Og selv om det nok ikke stemte helt med virkeligheden, så var der for mange menighedsråd i hvert fald ikke noget plus. Men da jeg var ordineret af biskop Øllgård, og da vi tilmed boede i Odense, listede jeg engang imellem ind til bispegården, når der var noget, jeg kunde tænke mig.
Engang i en sådan situation kom Øllgård mig i møde og sagde: "De kommer som sendt fra himlen.” ”Det var ikke så lidt" svarede jeg, "Hvordan skal det forstås?” "Joh, svarede biskoppen, jeg står lige og mangler én, jeg kan konstituere på Strynø. Jeg fik da så lang betænkningstid, at jeg kunde gå hjem og forelægge sagen. Men da Valborg hørte det, græd hun og sagde: "Hvis vi kommer derover, kommer vi aldrig derfra igen.” Det fortalte jeg Øllgård under vor næste samtale. Men det syntes han ikke var noget problem. Vi kunde jo bare lade være med at søge embedet. Jeg turde ærlig talt ikke sige nej. Hvis jeg gerne vilde have bispens hjælp en anden gang, vilde det nok ikke være den rette fremgangsmåde. Altså sagde jeg ja, og gik i gang med at træffe de nødvendige forberedelser f.eks. ved at søge orlov fra mit job.
Det var alt sammen gået i orden, men så skete der pludselig noget. Jeg var i Jylland på en af de sædvanlige møderejser. Derovre så jeg i Kr. Dagblad, at menighedsrådet på Strynø havde opfordret Gunner Engberg, der havde været præst derovre i begyndelsen af tyverne, til at komme igen og at han sandsynligvis vilde gøre det. Nu traf det sig sådan, at jeg netop på den tur benyttede et ottedageskort, så at jeg uden ekstra udgift kunde foretage en ekstra rejse; og selv om jeg havde møde hver aften, kunde jeg nå et smut til Odense og tilbage igen.
Da jeg kom til bispegården, gik jeg ind på kontoret og bad om at få foretræde for biskoppen. Det kan ikke lade sig gøre, blev der sagt; det er uden for træffetiden og han sidder og taler med et menighedsråd. "Jamen,” indvendte jeg, ”jeg skal faktisk snakke med ham, og det varer kun et øjeblik, og jeg har ikke ret megen tid.” "Så må De prøve at ringe på privatdøren. vi melder dem ikke", lød den endelige besked. Jeg gik så hen til hoveddøren og ringede på; stuepigen kom og lukkede op; jeg sagde, hvem jeg var, og bad om at komme til at tale med biskoppen.
Han kom med det samme, og jeg nåede vist ikke engang at sige "goddag”, Mit spontane udbrud var "Hvad nu? " ”Ja, hvad nu”, svarede Øllgaard, og vi drøftede i nogle minutter den nye situation. Så brød han af og sagde: "nå, jeg må ind til mit menighedsråd.” Det fik mig til at spørge: "Er det Barløse? Og efter hans bekræftende svar føjede jeg til: "Så må De gøre noget der." Det lovede han naturligvis ikke, men jeg har grund til at tro, at han gjorde det alligevel.
Det forudsatte selvfølgelig, at jeg havde søgt. Men det havde jeg, og jeg havde også været dernede. Jeg erindrer ikke bestemt, om det var i forbindelse med et sudanmøde hos Immanuels, eller at jeg bare havde været der i forvejen. I hvert fald udgik min rundtur derfra i pænt solskinsvejr. Jeg cyklede først ud til Frederik Knudsen; og han fulgte mig hen til Kaslund skole og viste mig, hvor Maren i Kaslund og Poul Damsbo i Stuegården boede. Lidt senere skulde jeg prøveprædike for menighedsrådet, og vi havde en ret dramatisk tur derned.
For det første var der spærretid. D.v.s. at ingen måtte færdes udendørs efter et bestemt klokkeslæt uden speciel tilladelse. Af den grund gik jeg ind på politistationen i Odense og fortalte den vagthavende, at jeg den følgende søndag skulde prædike i Holevad kirke, og spurgte om Valborg og jeg kunde få et ausweiss, hvis vi ikke kunde nå hjem inden spærretid. Han svarede: ”Det kan de stole på, De kan.” Det lød, som om han var helt glad for at give os det.
Da søndagen kom, var der ingen sporvogn. Vi måtte gå, jeg med ornatkufferten i hånden, fra Langelinie til banegården. Men da vi kom til Jernbanegade, skete der en katastrofe. Elastikken i Valborgs bukser sprang, og hun måtte liste ind bag bombeskjoldet foran teatret og ordne sagen så godt det lod sig gøre.
Men vi kom godt derned; med tog til Årup og rutebil til Barløse, hvor vi skulde være hos Immanuels. Han var fungerende formand for menighedsrådet. Vi skulde først til Holevad kl.14, og havde derfor tid til at gå op at se kirken. På turen derop gik 'vi gennem det nederste af præstegårdshaven, det, der dengang var frugthave, men som nu er parkeringsplads. Selvfølgelig kikkede vi op til præstegården. Men vi kom ikke nærmere. Vi var enige om, at det kunde vi ikke klare. Der sad der en enke, der lige havde mistet sin mand. Hun havde boet det der sammen med sin familie i 28 år og skulde nu forlade det hele. Vi var godt nok de eneste af samtlige ansøgere, der ikke var der; men vi sagde til hinanden, at hvis vi får det, kan vi også bo der.
Hvordan dagen ellers gik, erindrer jeg ikke i enkeltheder; men der er dog et par ting, der star meget klart. Efter gudstjenesten var vi sammen med menighedsrådet nede hos Immanuels, og der kom også Kloppenborgs til. Han havde prædiket om formiddagen i Sandager; og ved sammenkomsten tillod han sig en bemærkning, der lod omtrent sålunde: "Ja, det kommer jo an på, om vi i det hele taget vil have det, når vi har set den skrummel præstegård. En anden ting, vi husker, er at Maren i Kaslund spurgte Valborg: ”Vil I også komme i forsamlingshuset?” Og fik det svar: ”Ja, det vil vi da, hvis der bydes på noget ordentligt.”
Hjemturen gik som udturen bare i modsat rækkefølge. Der skete blot det, at da vi gik hjem ad de mennesketomme gader, gik der et stykke længere oppe i Jernbanegade en eneste fodgænger også med en ornatkuffert i hånden. Det var biskop Øllgård. Og da vi var drejet om ad Vestergade, blev han standset på den ene side af gaden af en betjent og vi på den anden.
Så gik der et lille stykke tid, hvor længe husker jeg ikke. Men jeg måtte jo passe mit arbejde og holde de møder, der stod på kalenderen. Men vi havde på en eller anden floromvunden måde skaffet os at vide, hvornår der skulde være indstilling. Jeg skulde være i Taps den dag og skulde bo hos førstelæreren. Da vi kom hjem fra mødet, havde der været bud fra centralen, om at der stod en samtale fra Odense og ventede. Jeg skyndte mig hen for at høre, hvad det var. Det var Valborg, der kunde fortælle, at Immanuel havde ringet og fortalt, at der var en énstemmig indstilling til Barløse.
At den var énstemmig betød jo, at sagen allerede var afgjort; så vi behøvede ikke at afvente en udnævnelse, før vi begyndte at lægge planer for fremtiden. Udnævnelsen lod da for resten også vente på sig, på grund af de øjeblikkelige politiske forhold. En udnævnelse skulde underskrives af kongen; og han havde nedlagt arbejdet i protest mod besættelsen. Det gik sådan, at jeg blev konstitueret den 21.4.1944 og udnævnt den 19.8. 1945, altså efter besættelsens ophør.
Vi kunde altså godt så småt begynde at gøre forberedelser til det skifte, der forestod. Jeg kan huske, at Dr. Brønnum gav mig det råd at sige op i Sudan missionen pr. 1. maj: ”Så får De løn to steder fra på samme dag. Vi betaler bagud for april, mens kirkeministeriet betaler forud for maj måned, og det kan der nok blive brug for til flytningen.”
Noget af det, vi ret tidligt måtte tage stilling til, var en meget påkrævet restaurering af boligen. Der havde ikke været gjort noget ud over det absolut nødvendige i mange år. Og da huset var tomt for møbler, så der ærlig talt ikke ret godt ud hverken inde eller ude. Vi blev ret hurtigt taget med på råd; vi var f.eks. inde hos arkitekt Nygaard, hvor vi fik forevist planerne. Der skulde indrettes badeværelse og moderne toiletforhold; og jeg spurgte, hvordan badeværelset skulde opvarmes og fik det svar, at de blev nødt til at stille en badeovn op. Jeg spurgte videre, om det ikke var lidt gammeldags, og om ikke det vilde være bedre at sætte et centralkomfur op i køkkenet. "Joh, men det kan vi ikke skaffe.” "Hvis jeg nu kan"? "Jamen så er det bare i orden.” Og jeg vidste tilfældigvis, hvor i Odense jeg skulde gå hen for at få klaret det problem. Og mens arbejdet gik i gang, begyndte vi at glæde os til at flytte derned. Det kom vi da også til, i grunden længe før boligen var færdig til at flytte ind i.
Men der var også meget andet at ordne og tage stilling til, og der var meget der var anderledes dengang, end det er nu. Indsættelsesdagen blev berammet til søndag den 20. maj. Det kunde jo aftales med provst Jensen og kirkebetjeningen, så det var let nok. Vanskeligere var det at finde ud af, hvordan dagen ellers skulde markeres. Jeg tror ikke, det var skik dengang, at menighedsrådet foretog sig noget i en sådan anledning; de havde vist heller ikke ret store muligheder derfor; og vi kunde jo ikke så godt invitere gæster; boligen var ikke færdig og vi var ikke flyttet ind.
Men en forårsdag, da vi var taget derned for at så lidt urter, kom Immanuel og Margrethe forbi på vej ud i grusmarken. Da de kom tilbage, kom de ind for at snakke lidt om indsættelsesdagen, og kom så med det forslag, at hvis vi vilde betale slagterregningen, så vilde de ordne resten, herunder lægge hus til og gøre alt arbejdet.
Det var første, men absolut ikke sidste gang, vi oplevede deres aldrig svigtende hjælpsomhed.
Det blev da også en stor dag; dengang kunde en sådan begivenhed godt fylde kirken helt, og Margrethe og Immanuels hus var også fyldt bagefter. Far og mor var der, selvfølgelig ledsaget af min bror Niels og vist også Marie. Det var næsten en heltebedrift af far. Han kunde sådan set hverken tåle at køre med tog eller bil; ja ikke engang med hestevogn, hvis han ikke selv havde tømmen. Ja, dengang havde han vistnok lært at tage en søsygetablet, og så gik det noget bedre.
De må vist på en eller anden floromvunden måde have overnattet i Odense. Jeg synes, jeg har set far sidde i sporvognen og stirre ud for sig for at klare det psykiske pres, som det trods alt var. Vi må så alle sammen være taget derned søndag morgen med tog og rutebil; det var jo tidens eneste mulighed. Provst Højgårds derhjemmefra var også kommet, vist endda på eget initiativ. Valborgs forældre kunde ikke komme på grund af sygdom, men Knud var der. Finnerups var der -han havde haft vakancen og fru Finnerup med et nydeligt blåt øje som minde om flyvemaskineeksplosionen en ugestid før. Else og Svend Magnussen var der og selvfølgelig menighedsråd og kirkebetjening, så der var trængsel.
Provst Jensen har jo nok sagt nogle pæne ord i dagens anledning; men det husker jeg ikke. Derimod husker jeg provst Højgard, eller i hvert fald, han sluttede med: "Jeg vil give dig et godt råd, når du skal holde en prædiken: træd frisk frem! luk munden op! og hold snart op! Det er aldrig nødvendigt med en lang prædiken. En god prædiken behøver ikke at være lang; en dårlig kan sagtens være lang nok.” Da den samme mand kom til Gedsted-Fjeldsø prædikede han en time. Lidt senere satte han det ned til 40 minutter.
Efter en god dag kunde vi alle sammen tage hver til sit. Vi skulde en gang til hjem til Langelinie. Selve flytningen var bestemt til den følgende onsdag, den 23.maj. Mandag og tirsdag gik med at pakke. Den sidste nat sov vi inde på hotellet, og tog så onsdag med toget til Årup. Denne gang havde vi cyklerne med og kunde så befordre os selv det sidste stykke vej. Da vi var kommet et godt stykke frem, standsede vi og nød udsigten ud over det landskab, vi havde lagt bag os, og undrede os over Kerte kirke, hvor vi kunde se tårnet anbragt et lille stykke vest for selve kirken. Den gang kendte jeg ikke den forklaring, som jeg langt senere fik serveret af pastor Aarup. Den gik ud på, at da man i sin tid var godt i gang med at bygge kirke i Kerte, boede der en trold over efter Barløse til. Han kunde ikke lide det byggeri, og da de kom til tårnet blev det helt galt. Han forsøgte at ødelægge det ved at kaste store sten. At det gik sådan til er ganske vist, for et sted mellem Kerte og Møller Knappe ligger der en sten, der er kastet for langt, og den her tydelige aftryk af troldens fingre. Så fandt de på at flytte tårnet, og for at være sikker på den rette beliggenhed, drev de en aften to unge køer ind på kirkegården, og der hvor de lagde sig til hvile for natten, skulde tårnet stå. Den rigtige forklaring er jo nok en kende mere prosaisk. Det forholder sig nok sådan, at der hvor det havde været naturligt at bygge tårnet kunde grunden ikke bære.
Nå, men vi nåede frem til Barløse og tog imod vores flyttegods. Men det viste sig at være et ret kompliceret foretagende at få det anbragt blot tilnærmelsesvis fornuftigt. Arbejdet i præstegården var nok påbegyndt, men var ikke kommet ret langt; de eneste anvendelige rum var de to værelser i sydgavlen - det tidligere soveværelse og børneværelse; og der indrettede vi os med soveværelse i det inderste og en slags kontor i det yderste.
Jeg må her indskyde, at vi den første dag var inviteret til at spise til middag hos Immanuels, og da vi satte os til bords, sagde Immanuel: "Der er en ting, jeg vi sige, før vi spiser. Jeg her gjort, hvad jeg kunde for at det ikke skulde blive jer; men i dag er jeg glad for, at det blev det.” Det vidste jeg sådan set godt i forvejen. Biskop Øllgård havde fortalt mig, at den fungerende formand for menighedsrådet har kæmpet for en anden så længe han kunde, "men", føjede han til: "jeg skal tage meget fejl, om han ikke bliver deres bedste støtte.”
Nå, men vi gik i gang. Det rum, der var udset til soveværelse, blev fyldt med møbler. Resten blev sat over i laden. I stuerne og de øvrige rum arbejdede håndværkerne; vore køkkenfaciliteter var en primus anbragt på en taburet, der blev sat, hvor der kunde blive plads til den. I stuerne blev lofterne beklædt med cellutex. Da de mere moderne loftsplader (4o x 6o) endnu ikke var opfundet, brugte man store plader, hvor sammenføjningerne var dækket af en træliste.
Desværre var huset ret medtaget af fugt. Jeg her læst en beretning, der var skrevet af en datter af pastor Møller (sognepræst i Barløse 1844 - 1880 ). Beretningen har jeg sammen med en hel del andet arkivmateriale afleveret i landsarkivet i Odense. Hun fortæller, at familien efter pyromanbranden i 1859, fik ophold i en gård i Bæring måske Bæringgård. Men under opholdet der blev hendes mor alvorligt syg; og det bevirkede, at hendes far ikke fik sørget for, at der blev ført ordentligt tilsyn med byggeriet. Der blev godt nok bygget et anseligt hus, men der var ingen, der tænkte på, at byggegrunden burde have været drænet. Huset blev som følge deraf meget fugtigt. Hun fortæller, at det var så slemt, at engang præsten vilde tage sin høje hat, der stod i bunden af skabet i entreen, hang den fast; der var groet svamp op gennem pulden.
I dagligstuen -stuen mod haven- var væggene meget fugtige. Derfor fandt arkitekten på, at pudslaget fra neden og ca. ¾ m op, skulde hugges af, og erstattes af en cellutexplade. Det hjalp en del; men der var altid en fugtkant ved pladens overkant.
Men det opdagede vi først senere; og vi var da selvfølgelig glade for alt det, der blev lavet og syntes, at der kom en virkelig god bolig ud af det, selv om det tog sin tid, inden vi blev færdige med håndværkerne. Det var en stor dag den augusteftermiddag vi stod ude ved bagdøren og så, de sidste malere cykle ned ad alléen.
Vi skulde så til at få det til at fungere i hverdagen. Som før fortalt, fik vi et centralkomfur stillet op i køkkenet. Det skulde klare opvarmningen i det værelse, som vi indrettede til daglig spisestue, havestuen, hvor jeg fik mit kontor, soveværelse, børneværelse, badeværelse og toilet. I hver af stuerne var der en hjørnekamin og i de to værelser mod syd, en meget dårlig kakkelovn i hver. I komfuret brugte vi hakkebrænde særligt til madlavning, når hejseristen stod i top. Vi kunde også skaffe lidt brænde fra lunden og det, vi kaldte skoven oppe på bakken. Det forholdt sig sådan, at skoven engang havde været plantet til med rødgran; der var allerede forsvundet mange, og i de år døde de sidste. De gik dels i fyret og dels sammen med det andet brænde i kaminerne i stuerne. De første år brugte vi også tørv. Et år eller to fik vi henne fra Neverkær; det er det lave moseområde mellem Årup og den gamle hovedlandevej. Men en dag kom Peter Poulsen og spurgte, om vi ikke vil være med til at dele en banevognfuld fra Knudmose ved Herning. Og de var væsentligt bedre; det var fine, hårde æltetørv.
Også haven fik en generalomgang. Gennem min gamle kammerat Frankov Petersen i Køng, fik vi forbindelse med gartner Jakobsen i Glamsdalen; og så blev der fældet og plantet; der blev planeret og lavet en stor dejlig græsplæne, plantet bøgehæk ned langs alléen, lavet en flisegang ned gennem haven, trappe op ad skråningen, så man kunde gå tørskoet op til kirken. Da vi en tid efter havde besøg af biskop Øllgaard og frue, spurgte bispinden: "Blev der også gjort noget ved haven?" "Ja,” sagde Øllgaard med et suk "for mange, mange penge.” Hele herligheden kostede 6.000 kr. Men man fik virkelig noget for pengene dengang.
Ved flygtigt at lade tankerne gå tilbage over vore Barløseår forekom det mig først, at vi i den tid ikke foretog os ret meget af praktisk art, såsom bygningsvedligeholdelse, nyindretninger eller større arbejder ved kirke og kirkegård og således ikke belastede de kirkelige kasser særlig voldsomt. Det passer bare ikke. Vi fik lavet slet ikke så få ting, og det vil jo nok knibe lidt med at huske den rette rækkefølge.
Men lad mig begynde med en pudsighed. Før moderniseringen i 1944 var der ingen W.C. inde i stuehuset. Det var ude i den nordre længe. Det var oprindelig indrettet på den måde, at der i ydermuren var en lem, som man kunde tage væk, og så bare skovle ud, når der blev overflod. Nu var der forlængst kommet en spand, men lemmen var der stadig. I den hårde vinter i 1947 måtte vi tage herligheden i brug igen. Der skete nemlig det, at vandværkets hovedledning frøs, så at vi var uden vand i 2 måneder og ni dage. Karl Hansen, Nybo holdt os med rent vand til husholdningsbrug. Vand til rengøring og deslige kunde vi trække op med en spand af brønden nede ved stalddøren. Det primitive "das" var sådan set det værste i den sammenhæng. Lemmen vendte mod nord og var slet ikke tæt, så vi sad der i hvert fald ikke for længe. Og da der var gået så lang tid, at spanden burde tømmes, var den bundfrossen. Jeg måtte tage den ud, sætte den på et par sten, lægge godt med halm udenom og så en tændstik til. Det hjalp. I løbet af kort tid kogte den lystigt rundt i kanten, så tømningen kunde foregå uden besvær.
Men så over til noget lidt mere alvorligt. I 1944 blev der, som før fortalt, gjort en hel del ved rummene i stueetagen; men desværre blev taget ikke rørt, selv om det i høj grad trængte til det. Det regnede ganske vist ikke ned, men sne kunde det altså ikke holde ude. Fagene var så brede, at understrygningen ikke kunde holde. Efter snefygning måtte jeg i gang med kost og skovl og spand, for ikke at få det ned gennem det uisolerede loft. Den sidste gang, jeg husker, havde vi været ude en aften og var kommet hjem hen ved midnatstid; men inden jeg kom i seng havde jeg fjernet så meget sne, at det svarede til to store trillebørfulde.
Det blev så bestemt, at taget skulde ordnes. Tagstenene var sådan set ikke så dårlige; men arkitekt Nygaard vilde absolut have ny sten; og de skulde absolut være fra et bestemt jysk teglværk; hvorfor ved jeg ikke, for da samme arkitekt nogle år senere byggede Brahesholmskolen brugte han Tommerupsten. Men de jyske var i hvert fald af fin kvalitet. Jeg husker, at jeg spurgte Jørgen murer fra Turup, hvordan de var at lægge op, fordi jeg mente, der var en hel del tilhugningsarbejde ved at lægge tegl op. Han svarede: ”De er meget fine, de er lige så lette som cementsten. Vi skal højst have hammeren frem til to på en halv side.” Og da der var sat hjælpespær op, lægtet om og de nye sten understrøget, kom der ikke mere sne ind.
Men jeg skal føje et par småting til, der skete under arbejdet. En dag, da den sydlige halvdel stod uden tag, kom der en meget voldsom og meget pludselig tordenbyge. Jeg stod omme i køkkenhaven, men nåede ikke at komme ind. Murerens svende og arbejdsmand smed hvad de havde i hænderne og løb ind i vaskehuset; men mester selv og tømrerens to lærlinge tog affære, og det lykkedes dem at få lagt presenninger op så hurtigt, at der intet vand trængte igennem loftet. Jørgen murer beundrede de to unge fyre, "sådan et par klyvkatte”, sagde han.
En dag kom blikkenslageren for at sætte rendejern op. Det varede ikke så længe; og da han var færdig med det, sagde Marius tømrer: "Så er der ikke mere i dag; jeg skal nok ringe, når vi får brug for dig igen.” Men det tog han sig ikke af; han blev ved med at gå og kikke. Til sidst sagde tømreren med lidt hævet stemme: "Jeg har jo sagt, at der ikke er mere; jeg skal nok sige til, når du skal komme igen.” Hvortil manden svarede: "Er det ikke ved denne tid, I plejer at få kaffe?" Præstekonens andel i restaureringsarbejdet var altså almindelig bekendt.
Det hørte godt nok med, når vi havde håndværkere eller anden fremmed arbejdskraft. Men engang gik det alligevel galt. På en eller anden måde var der sket det, at kaptajn Jørgensen havde sendt sine folk op for at klare vores hakkebrænde. Som husets skik var, blev de budt ind på en kop kaffe, da de var færdige. Men midt under seancen kom kaptajnen og spurgte efter dem. Jeg sagde, som sandt var, at de i øjeblikket fik kaffe. Han bemærkede bare: "Det var jo ikke meningen,” og gik; men det tilbud fik vi aldrig mere.
Men udviklingen stod jo ikke stille. Vi fik efterhånden de to værelser mod syd slået sammen til en god stor konfirmandstue. De to døre, der blev taget ned, kunde jeg bruge til at lave en lille gang mellem de to værelser ovenpå, og ved hjælp af et par skabsdøre, et indbygget skab i værelset mod haven.
Det blev også for gammeldags med komfur med hejserist, så der blev installeret oliefyr og centralvarme i stuerne og konfirmandstuen. Jeg vilde gerne have radiatorerne, særligt i dagligstuen, forsænket ind i muren under vinduerne; men det kunde kun bevilges, hvis jeg selv gjorde arbejdet. Jeg huggede så en halv sten ud af den 1 ½ stens tykke kompakte mur og isolerede med cellutex. De to kaminer i stuen blev taget ned samtidig, og da det var småt med vægplads, pillede jeg - desværre vistnok uden at spørge- gerigten af den dobbeltdør, der var mellem dagligstue og konfirmandstue og var så heldig at fa dækket så fint med cellutexplader, at der efter tapetsering ikke var noget at se.
Der kom også en lille tilbygning mod syd med indgang til konfirmandstuen. Jørgen murers søn tegnede den; men den skulde jo godkendes af den tilsynsførende, og det var arkitekt Nygaard. Det lykkedes også d.v.s. et lille vindue i sydgavlen drejede han en kvart omgang; og så kom den bemærkning, som jeg lagde mærke til: "Det skal jo også kunne ses, at vi her været her.”
Jeg nævnte i forbifarten, den gamle præstegård, der brændte i 1859 hvor så at sige intet blev reddet undtagen kirkebøgerne. En omvandrende dreng fik skylden og blev dømt til døden ved to retsinstanser, men senere frikendt ved højesteret. Præstegården skildres som en vidtløftig bygning med baggård og mange udhuse tillige med en forpagter bolig. Den lå i nærheden af gaden ud for den søndre branddam. Branddammen er nu fyldt op; den lå nord for Leander Nielsens hus - enkesædet.
Det er vanskeligt at sige nøjagtigt, hvor den lå; men købmand Blomstrøm fortalte mig, at han fandt brændt korn, da han gravede stolpehuller til sin hønsegård. Og ved at grave lidt ned i rabatten lige syd for bøgehækken ind mod parkeringspladsen fandt vi rester af gammel brolægning. Men der er for mig ingen tvivl om, at parkeringspladsen og skråningen ovenfor har hørt med til haven. Omtrent hvor midten af parkeringspladsen nu er, stod der et mægtigt valnøddetræ, der senere væltede i en østenstorm. Der var ret store gråpæretræer, og fremfor alt kirsebærtræerne. Pastor Møllers dattersøn -Olfert Ricard- har for talt om de kirsebærtræer. Og et sted, hvor han fortæller om en sommerferie i præstegården, fremgår det af beretningen, at en gren af familien var bosiddende syd for grænsen og var tysksindede. Han skriver: drengene sydfra var der også; vi sloges.
Men valnøddetræet og kirsebærtræerne fik jeg skåret op på bloksav ude hos karetmageren og brugte det som gavntræ. Vi har et par småborde og en hjørnereol af kirsebærtræ,
Den nye præstegård blev bygget noget længere mod øst, en firlænget gård med stuehuset mod vest. Man fortalte, at det var bygget efter samme tegning som Barløseborg. Gamle billeder viser, at gavlene har haft de samme forsiringer. Da vi kom dertil i 1944 var omtrent halvdelen revet ned, hele den søndre længe med forpagterbolig og et godt stykke af laden. I den nordre var der vaskehus, brændselsrum og stald.
Fra provst Blumes tid var der selvdrift. D.v.s. det var nu kun proforma. Svend Christensen drev jorden. Det fortsatte jeg med, og da Svend Christensen solgte gården, overtog Ejnar Larsen det, og senere hans broder Karl Larsen. Og da Karl blev gift med Ingrid og flyttede til Nedermarken, drev vi det selv vist nok i tre år. Derefter blev det bortforpagtet.
I helt gammel tid var præstegården en af sognets store gårde. Den var på 12 tdr. hartkorn, vistnok det samme som Barløseborg. Kun Barløsegård var større, den var på 15 tdr. Jeg har engang haft lejlighed til at studere et gammelt matrikelkort, hvoraf man kunde se, hvor de enkelte marker hørte til eller en gang havde hørt til. Præstegården havde parceller mange forskellige steder. Og desuden var der de syv huse. Det var meget små husmandsbrug med så meget jordtilliggende, at de kunde have en ko og måske lidt mere. Hus og jord lå ikke altid sammen. Det fortælles, at Stuegården senere har overtaget jorden fra fem af dem. Hvordan det egentlige ejerforhold var, er jeg ikke helt klar over, men de betalte en afgift til præstegården af samme størrelse som arvefæsteafgiften til herregården, vistnok 4 tdr. byg pr. td. hartkorn.
Det er let at forstå, at dengang det var præstegårdens størrelse og kvalitet, der bestemte præstens indtægter, da var Barløse sogn et meget attraktivt embede. Nogle siger et af de bedste i landet. Det er måske så meget sagt, men det var i hvert fald ikke et sted, man flyttede fra igen. Ifølge Carlsen-Skjødts oplysninger, var der fra reformationen til 1965, kun én præst, der blev forflyttet efter ansøgning, og én blev efter megen ballade fradømt embedet.
Forhen var der jo heller ikke de samme ansættelses- eller fratrædelses- og pensionsforhold som nu. Når alderen begyndte at trykke, kunde man få eller måske selv ansætte en kapellan. Sådan har det i al fald været her. Det hus, der ejes af Leander Nielsen, har tjent som bolig for præsteenken, hvorfor det også blev kaldt Enkesædet. I vore første år gav det en indtægt på 73 kr. om året, hvis der ingen enke var. Men det var der jo - fru Blume. Men der har nu også boet kapellaner der. Rasmus Peter Johannessen - tækkemanden - i Dyrhøje fortalte mig, at han har gået til præst der.
Selv om jorden i 1791 blev overdraget til embedet til evig arv og eje, så blev det ikke ved med at være sådan. Der kom nye tider og nye love, og man begyndte at sælge jord. Jeg mener, det begyndte lidt over midten af forrige århundrede. I Råhauges mark til venstre for Maltbjerggyden, er der et område, der blev kaldt Sadelmagermarken. Det mener jeg er præstegårdsjord, der blev solgt til sadelmageren i 1860-erne. Det sidste, der blev solgt var Nybo og den bagved liggende ejendom. Det skete i 1923. Det var såkaldte jordrentebrug d.v.s. de ejede ikke jorden, men betalte til præstegården en årlig afgift, der blev bestemt af hvert års kapitelstakst.
Tilbage var så ca. 12 tdr. land dyrkbar jord + byggegrund, gårdsplads, lund og skov. Så længe der var selvdrift, var det os, der skulde holde bygninger nødtørftigt vedlige. Vi her da også rygnet og tækket et stykke af den nordre længe. Men efterhånden stod udbygningerne jo næsten helt tomme, og der blev stemning for at rive dem ned.
Som en mellemstation på vejen havde vi planer om at købe "Nybo" tilbage, lægge jorden sammen, så det blev en pæn lille gård efter tidens forhold og bortforpagte den til Erik Hansen. For at komme videre skulde vi forelægge sagen for et udvalg fra husmandsforeningen. De syntes, det var en vældig god ide, blot vi vilde lade handelen gå modsat vej og give afkald på præstegårdsjorden. Det vilde menighedsrådet ikke. Og det blev så besluttet, at søge tilladelse til nedrivningen og til at bygge et nyt udhus.
Det fik vi virkelig, og jorden blev forpagtet ud.