julestorm

Julestormen - en avisartikel

Det var juleaftensdag 1922 i et mindre landbohjem i Vesthimmerland. Vi, det vil sige Mor, Far, min broder Ingvard, der havde plads på en gård i Sønderjylland, og jeg, forberedte os på at holde en rigtig familiejul. Foruden os var der min broder Niels, som samme år havde overtaget smedeforretningen oppe i landsbyen, men boede hjemme.

Vi ventede dog flere endnu. Min ældste broder Jens var bagersvend i Sønderup og skulde sammen med Johannes, der tjente på en gård i samme by, komme med Ålborgbilen til Ålestrup, hvor også Jens' forlovede skulde støde til, og hvorfra de skulde hentes med hestevogn. Det var i almindelighed ikke noget større problem; men det var begyndt at blæse og sne. Far og Ingvard gik dog i gang med at rigge køretøjet til. I den lille vognport stod arbejdsvognen foran fjedervognen, så den måtte de have ud først. Det nåede de også, men heller ikke mere. Vi så dem smække porten i og skynde sig ind, så hurtigt de kunde. Det var pludseligt blæst op til en hylende, brølende snestorm, der næsten ikke var til at være ude i.

Da tiden var inde til det, kæmpede vi os ud i stalden for at fodre og malke. Vi forsøgte også at holde juleaften, men stemningen var trykket, noget fordi Ålestrupturen måtte opgives, men mest fordi Niels ikke var kommet hjem; og han havde kun halvanden kilometer.

Hen ad midnat løjede stormen af og det holdt op med at sne. Vi var forlængst gået i seng. Jeg havde jo nok sovet; jeg var ung nok til det; Far og Mor havde sikkert ikke. Men ved halvettiden stod Niels i døren og fortalte om sine oplevelser. Han vilde, som han plejede, cykle hjem. Men da det viste sig umuligt satte han cyklen ved Brugsen. Han gik ind i butikken, der godt nok var lukket; men uddeleren og lærlingen var i gang med at rydde op og skure gulv, så der kunde være ferniseret og fint efter helligdagene. Uddeleren mente, at når Niels vilde gå hjem, burde han have en lygte med, og gav ham en tændt flagermuslygte. Således udstyret begav han sig så af sted, med lygten i hånden, men uden hat og uden vanter, kun iført sit sædvanlige lærredsarbejdstøj. Da han passerede det sidste hus i byen, blæste lygten ud, men han fortsatte; han kendte jo vejen som sin egen lomme. Men da han gik ned over marken ad en sti, der var anlagt oven på et dige, røg det sådan med sne fra begge sider, at han ikke kunde være der; han måtte kravle ned og se at komme lidt i læ.

Der var det dog også galt; han var nødt til ind imellem at vende ryggen til stormen for at få vejret. Men da han havde gjort det et par gange, vidste han ikke mere, hvor han var. Han gik ganske simpelt vild. Han gik og gik med den slukkede lygte i hånden og kom til sidst ned i en vejgrøft. Ved at følge den, lykkedes det ham igen at finde ned til Brugsen; men var da så forkommen, at han faldt op ad trappen imod døren. Heldigvis hørte de ham og fik ham ind og gik i gang med forsigtigt at tø ham op og give ham tørt tøj på.

Julemorgen var der stille og tindrende klart med bjerge af sne. Op ad formiddagen kom Jens og Johannes. De var godt nok kommet med rutebilen, men nåede ikke frem, før snestormen var over dem. Den blev så slem at chaufføren ikke kunde se vejen. Derfor stod Johannes af og gik foran bilen flere kilometer for at vise vej. Men i Båndrup kun godt en kilometer øst for Ålestrup måtte de give op, og chauffør og passagerer måtte overnatte på en gård, der lå lige ved vejen. Og de kom nu tilfods de ca. syv kilometer derfra.

Det var altså erindringer om julerejser, der trods al dramatik endte godt - Niels blev ikke engang forkølet. Men der er det vemodige ved historien, at af alle implicerede er der kun erindreren tilbage og Johannes, der nu er 92, og vistnok også lærlingen i Brugsen. Han hedder Konrad, bor i Ålestrup og fyldte 86 den 18. maj.

Tilbage til Toppen