Jeg vil gerne ønske jer til lykke med det resultat, I har nået i jeres bestræbelser for at pynte op i jeres by. Jeg vil også, og næsten endnu mere, ønske jer til lykke med det initiativ og den fællesskabsfølelse, der har sat det hele i gang. Det bliver tit sagt i vore dage, at vi skal komme hinanden noget mere ved; og det er rart at kunne konstatere, at det en gang imellem kan blive til lidt mere end nogle pæne ord. Men nu er det altså søen og dens omgivelser, det skulde dreje sig om og så er der nogle, der har regnet ud, at jeg må kunne huske så langt tilbage, at jeg kan fortælle lidt om, hvordan det var her omkring i gamle dage. Og det er måske både rigtigt og forkert. Det er jo godt nok sådan, at hvis jeg går så langt tilbage, som min erindring rækker, så er der ikke ret mange i denne forsamling, der kan rette mig, hvis jeg skulde blive en smule unøjagtig, og sige: ”Nej, dær howwer do no godt nok fejl”. På den anden side tæller de par år, jeg kan huske tilbage, ikke ret meget i søens egentlige historie. Den har jo været her altid. Den var her under en eller anden form, da det første hus blev bygget, og havde, været her længe. Ja, det skal såmænd nok være den, der er skyld i, at der i det hele taget blev bygget en landsby netop her.
Jeg har godt nok så tit førhen mødt nogle, der syntes, at det var lidt flot at kalde det en sø. De mente, at ’Gadekær’ var mere passende. Det kan måske også godt være; men vi har nu altid sagt ”Søen” og det agter vi at blive ved med. For øvrigt har den vel haft den samme funktion, hvad enten vi kalder den det ene eller det andet.
Jeg forestiller mig nemlig, at hvis vi var i stand til at gå tilstrækkelig langt tilbage i byens historie, ikke alene til tiden før vandværket, men helt tilbage til den tid, da der ikke var en brønd ved ethvert hus eller i enhver gård, da var søen simpelthen en livsbetingelse.
Jeg er blevet opmærksom på den sammenhæng ved at tænke tilbage til mit barndomshjem, hvor de gamle placerede huset ved siden af mosen for at kunne drags nytte af den naturlige vandforsyning. Det samme var tilfældet ovre hos Kr. Eskesens, oppe hos Kr. Baks og mange andre steder her omkring.
Sådan er det ikke mere. Vi kunde næsten have ret i at sige, at søen ikke mere er til nogen nytte. Det er blevet noget i retning af en prydgenstand, som I heldigvis har valgt at hæge om. Om det så mest er for søens skyld, for omgivelsernes skyld eller for jeres egen skyld, det må I selv se at finde ud af. På en måde er det gået med det, som det er gået med hestene. Dengang jeg bildte mig ind at have en anelse forstand på landbrug, var vi helt afhængige af heste såvel til transport som til markarbejde. Nu er de reduceret til legetøj.
Men så til det, som er den opgave, jeg er sat på i aften, at fortælle lidt om det, jeg husker vedrørende den kære sø og dens nærmeste omgivelser. Jeg mener, at den i min skoletid var væsentlig mere vandrig end det var tilfældet senere hen; for slet ikke at tale om nu, hvor den er svundet meget ind. Noget af den var bevokset med rør, men der var også større flader med klart vand. Vi var selvfølgelig mest interesseret i den om vinteren, når den var lagt til, selv om vi ikke gik slet så vidt, som Poul gjorde, da det mange år senere var blevet hans tur. Da han var blevet så stor, at han havde fået en kælk, kom han på en forholdsvis mild vint6rdag ind fra sin leg ude på søen og sagde: ”A vild gjan, de We vinter olti’er, bare e’de bløw koldter”.
Når vi kom fra skole skulde vi gerne en lille tur på isen. Skøjter havde vi ikke, men klarede os helt fint med de jernbeslåede træsko. Et par gange, da vinteren var særlig lang, blev der ovre i den anden side, der hvor der nu er tørt land, lavet en karrusel. En pæl blev sat ned, en bom anbragt over, og i enderne af den et reb med en slæde; og så gik den vilde jagt.
For resten kunde søen endnu være til nytte, også om vinteren. Somme tider blev der hentet is til mejeriet. Men det holdt op på grund af en ulykke. Der var lavet en stor våge et stykke mod øst herfra. Dér gik om aftenen en kone ned for at hente en spand vand; men hun gled og faldt i og druknede. Jeg mener, at det var tilflyttere, der boede henne i nærheden af Sofie Brøndums hus.
Om sommeren var søen næsten mest til ulejlighed, fordi vi altid skulde udenom. Det havde måske været anderledes, hvis vi havde haft mere sans for den skønhed, der også var, og for fuglelivet med ænder og blishøns og rørhøns, med de mange svaler og sensommerens vældige stæreflokke. Men det har da også for mig været helt underholdende i tankerne at gå en tur rundt om søen og mindes bare nogle af dem, der var.
Jeg er lige ved at tro, at den, jeg husker længst tilbage er Niels Chr. Ågesen; og det har en ganske bestemt årsag. Da jeg var en lille fyr, kørte han mælk der nede omkring, hvor jeg er fra. Hans forspand var to blanke sorte heste med hvid sok og hvid blis. En gang han var inde til kaffe, havde jeg af min gudmor, moster i Knudstrup, fået et par mage til; der var kun størrelsen til forskel, men den var også markant. Det blev til megen snak og til forslag om byttehandel. Det blev dog ikke til noget; der var vist ingen af os, der vilde bytte lige over. Senere opdagede jeg, at han ud over landbrug og mælketur også havde en anden funktion. Hjulpet af sønnen Christian var han ringer og graver, når der var begravelse. For resten var tjenesten deroppe i og ved byens ældste hus fordelt på mange hænder. Bette Movns og hans kone Berre Mari fyrede i kakkelovnen og holdt nok også rent inden døre; og ringningen morgen og aften og om søndagen tog Niels Chr. Smed sig af.
Det vilde vel ellers være mest naturligt at begynde ved min egen indfaldsvej og så bare nævne nogle få af dem, der den gang var. Den første, jeg vil nævne, er købmanden i huset, der lå lige her henne med beboelse i syd og butik i den nordlige del af huset. Chr. Jensen hed han, også kaldet Kræn Købmand. Det var en rar mand for et barn at komme ind til. Hvis man var så heldig at være eneste kunde, fik man et stort kræmmerhus, når man forlangte for to øre ’Brøsukker’. Var der flere, blev det noget mindre. Chr. Jensen var søn af snedker Ri, som boede i et lille hus, der 1å neden for Niels Chr. Rolds have, i en årrække sammen med sin søster Ane Vilkold. Ri syede vores tøj, da vi var børn. Jeg var ikke altid lige begejstret; især var jeg utilfreds med kraverne på mine sommerbluser af stribet kadettøj; de var flade som kraven på en pigekjole. Chr. Jensen flyttede til Gedsted, vist ikke helt godvilligt, men fordi der var en voksende stemning for at få en brugsforening. Den begyndte i den lille købmandsbutik, men flyttede få år senere over i de nye mere tidssvarende lokaler. Årstallene husker jeg ikke bestemt, men så er der alligevel noget, jeg kan hænge det op på. Chr. Jensen var her i 1915, for han var skaffer ved mine forældres sølvbryllup. Og den nye brugsforening var i hvert fald bygget flere år, før jeg kom ud af skolen.
Når vi kom fra skole, myldrede vi gerne ind i butikken; både dem, der skulde have varer med hjem og dem, der ikke skulde. En dag afgav Kræsten sin ordre sålydende: ”A sku ha for 4 øre gjar i tow pakker”. Uddeleren smilede, men sagde ingenting; han vidste lige så godt som vi andre, at Kræstens bedstemor ikke tiltroede sin svigerdatter evne til at kunne dele det retfærdigt, hvis han kom med det i én portion.
Men vi skal videre. Henne i Niels Rolds gård var der en bedstefar, den gamle Søren Rold. Han står for mig som en pæn og stilig gammel mand, der var udstyret med noget så fornemt som ørelokker. De fremkom ved, at håret lige over ørerne var så langt, at enderne kunde bukkes ind og på den måde danne en lille koket bukkel.
Men lidt før, på den anden side af vejen, boede der et par, som jeg husker betydeligt bedre. Det var sognets mangeårige vejmand, Jens Hole, og hans kone. Han var en lille mand og det kunde han godt selv kokettere lidt med. Jeg har hørt en fremmed spørge ham, hvor gammel han var, da han var ved at komme godt derop ad. Jens besvarede spørgsmålet og føjede til: ”Ja, A æ jo e´ ret stuer o oldere”. Og så fulgte hans karakteristiske latter: ”He he he”! Det traf sig, at jeg nogle gange havde ærinde derind ved forårstide. Så skulde jeg helst have tid til at sidde ned og snakke lidt. Ved en sådan lejlighed var der altid et bestemt spørgsmål, som jeg skulde besvare, så godt jeg kunde. Spørgsmålet lød: ”Ved do, hvem der æ tå´n o ska hen”? Og så skulde man helst vide, hvem der havde været på session og hvad de var taget til. Det interesserede Jens. Jeg husker ikke, om han selv havde været soldat. Han var ikke gammel nok til det i 1864; men han havde som stor dreng eller ganske ung kørt for de tyske soldater. Han fortalte om de trange tider, der fulgte efter den krig, at ”Kå´len gik i hwie klejer, di håd e´ ro te o fo dem farre”. Det vil sige, at deres hjemmeforarbejdede vadmelstøj havde uldens oprindelige farve for at spare udgifter til farvning.
En gang imellem kom Jens ned til Far for at blive klippet. Jeg overværede, da det skete for sidste gang. Det foregik naturligvis i køkkenet; og da operationen var overstået, satte Jens sig ned på knæene og samlede omhyggeligt det afklippede hår sammen. Da Mor så det, sagde hun: ”De behøwwe do da ´, det ka A da fej sammel”. Dertil svarede han: ”A vel gjan, te de hiele blywwe brænd; A hå høt, te en fo huepin, hvis fowlen for´e og bøg rej o”. Det kunde Far ikke stå for; han lo højt og sagde: ”Mon e´de wa wa´r, om di bøgge rej i huede”. Jens svarede ingenting, men det stødte ham så meget, at han aldrig kom mere.
Længere omme i byen, forbi Niels Chr. Ågesens, lå der en gammel gård med lave bygninger. Der boede Anton Bertelsen. Jeg her dog også hørt ham benævnt Anton Thulstrup efter hans formand og svigerfar Niels Thulstrup. Han solgte til mejeristen i Hvalpsund, den unge Kr.Vilkold, der rev det hele ned og byggede nyt. Anton flyttede først med sin familie ud sydvest for byen, vistnok til den gamle Niels Larsens ejendom, og nogle år senere over øst på et sted. Der begyndte han at køre bil; men det var jo ikke så lige en sag at lære et sådant monstrum at kende, og derfor spurgte han en til råds, som han mente var klogere på de dele. Jeg tror nok, det var Kristian Kallestrup, men er ikke helt sikker. Men i hvert fald sagde Anton: ”Jeg har hørt, at der er noget, der hedder tændrør; jeg ved bare ikke, hvor de sidder; kan du ikke vise mig det”. Jo, det kunde Kristian da godt. Han åbnede motorhjelmen og sagde: ”Tag no fat på den dims der og klem godt til”. Så drejede han startsvinget et par gange: ”Der sidder altså det ene”. Så havde Anton lært det og glemte det sikkert aldrig.
Endnu længere omme, et sted mellem Pouls hus og smedjen, lå Fattighuset. Det var et lille firkantet stråtækt hus med en skorsten midt i og en indgangsdør fra nord og en fra syd. Den lille gang indenfor fungerede som indgang til, og fælles køkken for, to af de fire ens stuer, som der var i huset. Kogemulighederne bestod oprindeligt af et åbent ildsted i hver side; mod nord var det dog blevet erstattet af et komfur, mens det stadig fandtes mod syd.
Husets sidste beboere var Bust-An og Niels Vestergård. Da den sidste af dem - det var Niels Vestergård - var død, skulde det ikke bruges mere, hvorfor Smeden købte det, ikke for husets skyld men for at få grunden. Da han havde overtaget det, gik han en dag og ryddede lidt op, og havde i den anledning tændt op på det åbne ildsted for at brænde noget ragelse, han havde samlet sammen. Mens han var i færd med det, kom et par unge mennesker forbi; den ene var Alfred Dorre. Og for at forstå det videre forløb, er det nødvendigt at kende en gammel skør historie, som vi alle sammen var fortrolige med dengang. Den gik ud på, at der var brændt 14 favne stendige, og man slukkede med byghalm og petroleum. For da Alfred så bålet på ildstedet, sagde han: ”Det her brænder for stærkt, det må vi have dæmpet”, og så tog han et knippe sengehalm, der lå der, og smed på. Det havde jo godt nok den modsatte virkning; det blussede op, så de blev nødt til at gå uden for og lukke døren. Men da de lidt efter vilde se, hvordan det gik, var flammerne slået op gennem en åbentstående loftslem og havde godt fat i stråtaget. De forsøgte at slukke med den lille sprøjte, men kunde ikke. Mester var stemt for bare at lade det brænde ned, men sognefogeden, som var kommet til, sagde nej. Så ringede de efter Falck i Ålestrup. De var ude at hive en kvie op af en grøft, så de kunde ikke komme. Endelig kom Falck fra Års; men først var deres slange for kort til at nå ud i søen, og da de fik den forlænget, sprang den. Til sidst måtte de rive taget af for at få slukket.
På turen rundt om søen har jeg hoppet lidt frem og tilbage i tid; men det er der ikke rigtigt noget at gøre ved. F.eks. foregik det med Fattighuset en gang i tyverne, mens det næste, jeg vil fortælle om, er betydeligt ældre.
Henne ved søens sydøstlige hjørne boede Batel-Frederik. Han var analfabet, men gjorde hvad han kunde for at skjule det. Når han var i kirke, brugte han salmebog ligesom andre folk, men det gjorde ikke så meget, hvordan den vendte. Det skete også, at en eller anden skælm fortalte ham en eventyrlig historie, som han ikke umiddelbart vilde tro på. Men hvis fyren så sagde: ”Det står her i avisen, du kan selv se”, så var der næsten ikke andet for end at sige: ”Ja, det gør det også”.
Frederik var specialist i at kløve sten. Han skulde engang, da jeg ikke var ret gammel, slå en derhjemme. Det var spændende at se ham først undersøge stenens struktur, så hugge tre huller, fore dem ud med bly og til sidst bruge kilerne. Jeg må nok have snakket og spurgt lidt rigeligt, for Frederik vrissede: ”Det har du sgu ingen forstand på”. Og det var jo så sandt, som det var sagt, men jeg fik da lært, at hvis man vil se på en stenhugger i arbejde, skal man stå - foran aldrig ved siden.
Så hændte det sig, at Frederik havde rund fødselsdag; og selv om han vist ikke rigtigt kom sammen med nogen, skulde dagen fejres med manér. Altså indbød Frederik gæster, men fra et lidt andet socialt lag end hans eget. Jeg mener, at den ene var købmand Gram og den anden muligvis Simon Keldal. De snakkede sammen om, hvad de skulde, og blev enige om, at de ikke vilde støde Frederik ved at sige nejtak, men gå til hans fødselsdag. Det næste problem var gaven, men der fik den ene af dem den lyse ide, at de kunde give ham en halv kasse cigarer; så kunde de da i det mindste få en ordentlig cigar derhenne. Men Frederik sagde tak for gaven og lagde den ind i skabet; og de måtte nøjes med, hvad huset ellers formåede.
Ja, nu skal I snart få lov til at slippe, men jeg har lyst til at fortælle om en lille episode, der fandt sted omme i Møller-Nielses gård. Det er dog hverken Niels selv eller nogen af hans familie, der er hovedperson, men derimod Chr. Bach. Og jeg begår ingen indiskretion ved min beretning, for jeg her hørt ham selv fortælle det.
Det var dengang, der var en lokal kreaturforsikring, hvorfra tre vurderingsmænd en gang om året var rundt for at se på dyrene. Jeg husker ikke, hvem de andre to var, men der må have været lidt narrestreger i dem, og så kunde de tilmed hver gang få Chr. Bach til at ’holde lyset’. Det var blevet aften, inden de nåede frem til Møller-Niels´, så de kunde regne med, at familien var samlet inden døre. De havde i den gård en stor hund, vist nok en Sct. Bernhard, der gik temmelig hårdt på, når der kom nogen. De to lurendrejere overtalte Chr. Bach til, at han skulde gå først, og når hunden kom farende, skulde han lade som om han blev, bange og smække døren i på hunden og derved give det et ’knog’. Som sagt så gjort; det gik lige efter opskriften. Der skete bare det, at døren røg i igen, da hunden lige netop havde stukket hovedet ud, sådan at den kom i klemme mellem døren og karmen med kroppen indenfor og hovedet udenfor. Den trak selvfølgelig indad for at komme fri, og så stærk var den, at det ikke lykkedes Chr. Bach at få døren op igen, før det arme dyr var halvkvalt. Det lykkedes dog til sidst, og det lykkedes også at jævne den misstemning, der var ved at opstå.
Næsten endnu værre gik det, da trekløveret besøgte Karl Holm. Han havde en lille hest; og de fandt på, at de under et eller andet påskud skulde få ham til at mønstre den. Og så, når han trak den ud af stalden, skulle Chr. Bach springe op at ride, hvorefter de kunde glæde sig til at se Karls forbavsede ansigt, når han skulde vende og på den måde komme til at stå ansigt til ansigt med rytteren. Men han var dem for hurtig. Da han opdagede, hvad der gik for sig, smed han grimeskaftet over nakken på hesten, klappede i hænderne og sagde: ”Hyp” Så vilde Chresten helst ned og det i en fart. Han var bare ikke vant til at ride på små heste, men på sine egne jyske, hvor det er naturligt at lade sig glide ned, svinge benene lidt ind under hesten og tilbage igen og så ramme jorden blødt og behageligt. Men da han naturligt nok vilde anvende samme teknik her, var jorden for tæt på, så han satte sig nok så nydeligt i en stor vandpyt og måtte ind til Karls husholderske og få enden tørret.
Det allersidste af de småtterier, jeg sad derhjemme og kom i tanker om, er en lille mislykket romance, der fandt sted lige ud for Møller-Nielses gård. Det var en aften i 1924. Jeg var på vej fra staden her ned til det østlige opland, hvor min seng stod det år. Jeg cyklede i mine egne tanker; men da jeg var lige ud for haven, raslede det i buskene og ud sprang en pige tværs over vejen og greb fat i mit cykelstyr. Jeg nåede at få benene til jorden uden at vælte; men i en brøkdel af et sekund havde hun opdaget sin fejltagelse, gjorde omkring og var væk som et lyn. Jeg nåede ikke engang at se, hvem det var. Jeg tror, det var Kirstine, men er ikke bombesikker. Jeg stod der bare og tænkte: ”Gad vide, hvem hun troede, det var”.
Ja, det var stort set det, der kom ud af det, da jeg, efter at være provokeret dertil, åbnede erindringens dør på klem og lod det komme, som det vilde. Dem, der muligvis føler sig snydt, fordi de ikke fik noget mere reelt at vide, vil jeg minde om, at jeg ikke har været hjemme til stadighed siden sommeren 1925, altså i 64 år, så det må være begrænset, hvor meget man kan følge med i, når man kun er kommet her på besøg, der endda med årene er blevet sjældnere og kortere.
Hjemme hos os på Fyn havde vi for en hel del år siden besøg af en afrikaner, der kom fra et dengang meget primitivt samfund. Det han under sit besøg her i landet undrede sig mest over, var haverne omkring vore gårde og huse. For en, der kom fra et sted, hvor det at kunne spise sig rigtig mæt bare én gang om dagen langt fra var muligt for alle, var det meget mærkeligt at se, at der var nogle, der vilde ofre tid og kræfter på, at passe og dyrke en hel masse, der ikke kan spises, og som i hans øjne ikke var til nogen virkelig nytte.
Men han fandt selv ud af det. Han sagde: ”Jeg tænker mig, at det er føde for øjnene” Og det var jo en rigtig tanke, han var inde på, en tanke, som vi også godt må standse op ved. For selv om vi ikke kender til at skulle bruge al vor opfindsomhed for at skaffe os nok at spise, så har det materielle alligevel en stor, ja tit næsten dominerende plads i vor tilværelse. En hel del af det er selvfølgelig nødvendigt nok. Men vi har nu også brug for at standse og tænke os om og blive klar over, at der også er meget andet, der er med til at gøre det spændende og dejligt at være menneske.
Hvad dét alt sammen er, skal vi ikke ind på nu. Men det at være fælles om noget og at kunne glæde sig sammen over det, det hører i hvert fald med. Derfor endnu en gang: Til lykke med det!