Mine forældre er fra den tid, hvor den ny skik angående børns efternavne var ved at arbejde sig frem. Efter 1855 skulde et barns efternavn ikke mere være dannet af faderens fornavn; men at overgangen må have været glidende, kan jeg udlede netop af Fars og Mors navne.
Min Morfar hed Jens Nielsen med tilnavnet Kjærsgaard; og min Mor, der blev født i november 1864 blev døbt: Ane Hedvig Nielsen, opkaldt efter både sin Farmor og sin Mormor, men med sin Fars efternavn. Anderledes var det med min Far. Min Farfar hed Laust Christiansen; og hans første syv børn fik efternavnet Laursen, mens de sidste seks, der kom til verden, efter at familien var flyttet til et nabosogn, kom til at hedde Laustsen. Præsterne i Østerbølle og Ulbjerg sogne har altså ikke været enige i den sag, men kun i, at man burde følge den gamle metode.
Fars fulde navn var Poul Stenild Laursen. Efternavnet var således logisk nok, mens fornavn og mellemnavn var nyt og ukendt i slægten. Jeg har hørt noget om, at han skulde være opkaldt efter sognets største gårdmand, en i datiden ikke helt ukendt foreteelse. Hvorfor ved jeg ikke. Måske har familien ventet en erkendtlighed eller en tjeneste til gengæld for den udviste ære. Det kunde nok også være tiltrængt i det tilfælde, hvor det drejede sig om en hastigt voksende børneflok, og hvis min fornemmelse er rigtig, var min Farfar ikke nogen særlig driftig og foretagsom mand. Ved sit giftermål i 1853 overtog han en del af sin Fars gård. Men jeg tror nok, det betød tilbageskridt, når han flyttede. Det gjorde det i hvert fald, da han med sin familie flyttede til den lille landejendom, der blev mit barndomshjem.
Min Fars fulde navn var sådan set mest til officielt brug. I almindelighed hed han Poul Rytter. Og der var traditionen helt i orden. Navnet eller rettere tilnavnet Rytter kan nemlig spores langt tilbage. I fæsteprotokollen for Lerkenfeld - H.O.A. Keldsens gård - er der et fæstebrev, der er udstedt i 1782 til min Tipoldefar Laust Nielsen, om hvem der står, at han har været rytter i tvende år. Og han benævnes endda også som son af Niels Nielsen Rytter. Far fortalte, at den første der fik navnet heftet på sig, netop var en fæstebonde under Lerkenfeld. Han fik ordre til at stille på gården for at køre korn ind. Han svarede: ”Jeg her to små læs tilbage her ude på toften; dem snupper jeg lige først; så skal jeg nok komme. Det skulde han bare aldrig have gjort, for ifølge Fars beretning kostede det ham otte år ved de Horsens kyrasserere.
Det var helt almindeligt den gang, at børn fra de små hjem kom tidligt ud at tjene. Og når der var så mange som i Fars familie, blev det nok ekstra tidligt. I hvert fald var han hjorddreng, før han kom i skole. Han har fortalt, at i en af de pladser, han havde, var manden i gården altid god ved ham. Derimod var mandens bror, der nok her været der som karl, ret ubehagelig. En dag fik Far besked på at komme hjem med dyrene på et bestemt klokkeslet; og for at han kunde passe tiden, gav manden ham sit ur med. Det blev broderen meget fortørnet over; det lignede ikke noget, at sådan en snottet hvalp skulde have slig en kostbarhed betroet. En anden gang, da manden ikke var hjemme, havde Far det uheld at komme hjem til aften med et får for lidt. Han blev straks jaget ud igen med den besked, at hvis han kom hjem uden fåret, vankede der klø. Men da manden kom hjem og hørte den historie, gik han straks ud og hentede drengen hjem; og så var det brormand, der fik tur.
En tjenestedrengs arbejdsdag var lang. End ikke om aftenen var der frihed. Om vinteren blev de sat til at stryge simer, eller pille uld og karte og valke. Det meste strikketøj, der blev lavet på de egne, blev valket før brugen, måske fordi det hjemmespundne garn var grovere og mere hårdt. Jeg husker endnu, hvilken herlighed, det var at få et par nye strømper på; de var valkede, så de var lodne og bløde omtrent som færøsk uldstrik. En aften blev Far sat til at valke en trøje, som konen i huset havde strikket til sig selv. Det var et kedsommeligt arbejde for en dreng, så han spurgte med jævne mellemrum: ”Er det snart nok?” Det irriterede naturligt nok madmor, endda så meget, at hun sagde: ”Nu kan du holde din mund og blive ved med at valke, til jeg siger til.” Det gjorde han så og måske med lidt ekstra energi, da han begyndte at kunne skimte resultatet. Konen glemte ham nemlig. Og da hun endelig kom i tanker om at sige til, var trøjen blevet så lille, at hun i hvert fald ikke kunde få den på. Så var der optræk til øretæver; men der lagde manden sig imellem; han lod hende vide, at det var hendes egen skyld.
Fra en anden plads var det en detalje af en helt anden art, der havde bidt sig fast i hans erindring. På en sådan lille gård, som der her er tale om, var det drengens helt naturlige job at ”bære for”, når kreaturerne skulde fodres. Der var jo ingen fodergang i de gamle stalde, så man skulde op mellem dyrene med hø og halm og hvad de ellers skulde have; og der måtte naturligvis ikke spildes mere end højst nødvendigt. Det kunde så foregå på den måde, at manden stod inde i laden og "villede" sammen d.v.s. lavede et bundt af passende størrelse uden for mange løse strå - det hed på den egn en "ville”- som drengen så ’bar for’. I det her tilfælde var manden lidenskabelig tobaksryger. Piben fulgte ham overalt, også i stald og lade. Det var selvfølgelig en gammeldags pibe med låg; men Far her adskillige gange set ham stå inde i laden med en ville halm klemt fast mellem knæene og tænde sin pibe.
Hvor meget eller måske rettere hvor lidt det blev til med skolegang under de forhold, har jeg ikke noget klart billede af. Men, både Mor og Far havde fået lært at læse og skrive og regne en hel del mere end til husbehov. Selv om de ikke havde gået i samme skole, lignede deres skrift hinanden, en del præget af de gotiske bogstaver; og ved højtlæsning havde de den samme bogstavrette udtale, som vist nok hørte tiden og egnen til. Hvis der var nogen forskel på dem på det område, havde Mor lettest ved at udtrykke sig skriftligt; at skrive breve var som regel hendes sag. Og hun havde måske også det letteste og hurtigste ”nemme” i det hele taget. I hvert fald blev hun i en af sine pladser rost meget for sin gode hukommelse. Hun kunde huske alt, hvad der var at huske om hvert enkelt dyr i en ret stor kobesætning. Det var så bemærkelsværdigt, at manden i gården syntes, at hendes evner i den retning burde have været udnyttet.
Hvis de har fortalt noget særligt om deres skoletid, så er det glemt. Det eneste, der er tilbage i min erindring, er Fars beretning om en kontrovers, han havde med sin lærer, sandsynligvis da han var henimod konfirmationsalderen. Poul havde forset sig, og fik ordre til at gå op til katederet og hente en af degnens tre linealer. Fornuftigvis kom han med den mindste; den blev kasseret; så hentede han nr. to, men den duede heller ikke. Og så var der jo ikke andet at gøre end at tage den store. Så skulde han række hånden frem; men idet degnen slog, trak han den til sig igen med det resultat, at linealen splintredes mod bordkanten. Og for så ikke at risikere mere med hænderne, stak han dem ikke i lommerne, men ind under den klap, som drengebukser dengang var forsynet med i stedet for gylp. Og der blev de trods degnens anstrengelser for at hive dem op igen. Han fik nogle overfladiske knubs i hovedet, og så drev det over for den gang.
Min Mor var fra Testrup. Hun var den ældste af en flok på fire, to piger og to drenge. Der var vist oprindeligt fem, men en broder døde tidligt. Mors barndom og opvækst ved jeg ikke ret meget om, nok mest fordi hun gerne holdt sig beskedent tilbage og ikke fortalte så meget, som Far gjorde. Men jeg forestiller mig, at de ydre vilkår her været nogenlunde ens for dem begge; det var, som det var almindeligt for småkårsfolk i de tider; og dem var der flest af. Derimod husker jeg en del om stuehusets indretning i Mors barndomshjem; hvordan der så ud, inden familien begyndte på forandringer og nybyggeri. Når vi kom der på besøg, kom vi ind ad gangdøren på husets sydside - den almindeligst brugte var selvfølgelig bryggersdøren, der på nordsiden førte ind fra den meget snævre gårsplads. Umiddelbart ved siden af gangdøren var anbragt et jernsæde, der formodentlig havde siddet på en ringtromle, og som for mig var meget spændende at komme op at sidde på. Når vi gik ind ad døren, kom vi først ind i en lille gang og derfra ind i en ret rummelig stue med gulv af stampet ler, der var fortrinligt at spille kugle på; man behøvede ikke at lave et hul; der var nok i forvejen. Henne ved østvæggen stod en virkelig bilæggerovn, som der blev fyret i ude i køkkenet, hvor der endnu var åben skorsten. Under vinduerne, der vendte mod syd, var der en fast bænk med bord foran; og henne i bænkekrogen var der lavet et fast klokkehus, hvori der sad et ur med to blylodder, helt som de ure, vi ellers kender som standure. Der har helt sikkert også været en alkove i stuen eller en åben seng og noget lignende i en tilstødende stue og kammer, men det kan jeg ikke se for mig mere.
Hvor Mor og Far traf hinanden, er jeg ikke helt sikker på; men jeg mener, de tjente sammen på en af de få større gårde der på egnen, en gård, der hed Vesterris. Om Mor var kokkepige eller stuepige, ved jeg ikke, men hun har fortalt et par tildragelser, der kan tyde i hver sin retning. Herskabet havde en lille datter, som pigerne naturligt nok var glade for og sagtens forkælede, hvis de kunde se deres snit. Hvis barnet havde noget pænt eller nyt tøj på, kunde de finde på at sige: ”Ih hvor er du fin.” Men hvis moderen hørte det, blev de sat i rette: ”Det må I ikke sige til hende, hun skal ikke bilde sig ind, at hun er fin. I kan nøjes med at sige: Hvor er du ren, for det må hun godt være.” Den anden lille tildragelse, hun fortalte, går ud på, at når der blev lavet brændevin, var karlene meget opfindsomme og dygtige, til at gøre sig et ærinde ind i bryggerset for om muligt at få ”førstedråberne” – sikkert det allerførste fluidum, der kom ud af destillationsapparatet. Mor sagde, at det kunde være helt grønt og var forfærdelig stærkt.
Far var forkarl på den gård. Det betød f.eks., at han skulde gå foran i rækken af høstkarle og optagersker i høstens tid og på den måde bestemme arbejdstempoet. Han var også den, der skulde lægge i maskinen under tærskearbejdet. Som trækkraft havde de på den gård en stor hestegang med fire trækbomme og en hest spændt for hver bom. Manden, der passede hestene, sad inde midt over det store hjul, sandsynligvis med en pisk i hånden. Det skete engang, at en flok krager, der under stort spektakel fløj op fra et træ, gjorde hestene sky, så de løb løbsk med hele molevitten. Det kunde maskineriet ikke holde til, stumper af halmrysteren fløj rundt i laden, og de, der var beskæftiget derinde, måtte skynde sig ud og redde den arme kusk, der sad hjælpeløs midt i det hele.
En anden gang kom gårdens ejer ind i laden under tærskningen for at se, om alt gik, som det skulde, og da han bøjede sig frem over maskinen, måske for at kontrollere om der var behørigt smurt, greb tandhjulene fat i hans stortrøje. Men Far var resolut og havde de fornødne kræfter; han greb ham i nakken ug rev ham bagover, så han slap med en ødelagt stortrøje.
Nu nærmede den tid sig, da Far skulde være soldat. Han skulde aftjene sin værnepligt som fæstningsartillerist på Bådsmandsstrædes Kaserne - det nuværende Christiania - og kunde af den grund ikke tage fast plads, men kørte nogle måneder for et mejeri af en slags. Han skulde ikke hente mælk hos landboerne, men fløde. Folk skummede selv mælken og solgte fløden. Der var dog steder, hvor det var ham strengelig pålagt selv at skumme, fordi de pågældende koner havde en uovervindelig trang til at trykke for hårdt på skummeskeen, så fløden blev for tynd; og det kunde mejeristen jo ikke være tjent med. I 1890 blev Mor og Far gift og overtog samtidigt mit barndomshjem. Farfar døde i 1885, men havde et årstid før sin død afstået ejendommen til en af Fars ældre brødre Søren og hans kone Mathilde. Da de flyttede ud og Far og Mor flyttede ind, sagde faster Mathilde til Mor: ”Ja, nu her vi så været her i seks år.” Og det var tydeligt underforstået, at : ”Nu kan I jo se, hvor længe I klarer det.” Det gjorde de så i 42 år.
Men det var unægtelig en hård en at gå på. Bygningsmæssigt lignede det de små primitive husmandshjem, som der var så mange af på den tid. Når man gik ind i huset fra vest, kom man ind i et bryggers med stenpikning, hvor en stor del af pladsen var optaget af gruekedel og bageovn. Fra bryggerset kunde man gå til venstre ud i stalden. Det var helt almindeligt dengang på mindre ejendomme, at man kunde komme fra beboelsen enten gennem loen eller direkte ud i stalden uden at skulle udendørs. Vinkelret på stalden mod øst, var der en stump lade af brøstfældigt bindingsværk. Ved det nordøstlige hjørne af laden stod et poppeltræ, der var så livskraftigt, at det formåede at sende sine rødder under huset med rodskud på den modsatte side. Laden og stalden, der lå i forlængelse af beboelsen, var tækket med strå, stuehuset derimod med tjærepap.
Vender vi tilbage til bryggerset og går til højre i stedet for, kommer vi ind i køkkenet med murstensgulv, komfur ind mod den indvendige væg, bord under vinduet, og henne for enden, en dør ind til et spisekammer med kælder under. Et af mine meget tidlige barndomsminder viser mig min bror Johannes efter en meget voldsom tordenregn, der havde fyldt kælderen med vand, siddende på det øverste trin af kældertrappen og fiske efter indholdet af saltkarret, der sejlede rundt lige under hans fødder. Så meget vand var der kommet, at vi tre yngste hjemmeværende fik lov til at smide tøjet og bade i det lune regnvand i en lavning nede på græsmarken.
Fra køkkenet førte en dør til venstre ind i sovekammeret. Men det var ikke et soveværelse i nutidig forstand. Det var samtidig spisestue og opholdsstue og alt muligt. Det var der, man opholdt sig, når man var inde. Der stod kakkelovnen og der var der varme, som regel det eneste sted udover køkkenet. Størrelsen var sådan, at to dobbeltsenge optog den ene side af rummet. Henne ved vinduet stod bordet med en bænk på hver side og en stol for enderne. Rummet kunde også fungere som gæsteværelse. Hvis de store kom hjem og skulde overnatte, hentede Far et stort knippe halm ude i laden, bredte det ud på gulvet; og med dyner over fungerede det fuldt tilfredsstillende. Det var næsten som en seng; for også i sengene var der bundbrædder og halm. I nød og betryk kunde det endda også bruges til en anden gæst. Der var godt nok en lille stue mere. Der var der murstensgulv i modsætning til sovekammeret, der havde bræddegulv. Stuen blev kun sjældent brugt og var ret sparsomt møbleret. Der stod et gulmalet bord og to do. stole, endvidere var dragkisten der og Fars skab.
Jordtilliggendet var 13-14 tdr. land - efter egnens forhold helt ordentlig jord. Men faconen på ejendommen var lidt påfaldende, men i grunden ganske praktisk. Der lå to ved siden af hinanden med omtrent samme areal, to lange smalle stykker jord, der kun var ca. 50 favne i bredden. Bygningerne var i begge tilfælde anbragt ved siden af en lille mose; i mange år den eneste adgang der var til vand, idet ingen af dem havde brønd.
Det ser ud til, at ejendommen rent driftsmæssigt her befundet sig på et lavpunkt, da Mor og Far flyttede ind. Mor her fortalt, at hele besætningen bestod af to køer, der var så magre, at de dårligt kunde hjælpe sig selv ud af stalden om foråret, så indtægter var det selvsagt småt med. Tilmed var der to aftægter på ejendommen. Min Farmor boede i et lille bitte hus, der lå umiddelbart syd for stuehuset; og et stykke nede på marken ved siden af endnu en mose, lå der et til. Det er klart, at under de forhold måtte Far gå på arbejde, hvor der var noget at finde, mens Mor for en stor del passede det derhjemme. Somme tider var det tærskearbejde, der kunde indbringe 50 øre for en dags arbejde med plejlen. Somme tider havde han halv plads d.v.s. tre dage om ugen hos en gårdmand. Han fortalte om en, han havde arbejdet for på den måde. Der var tre-fire km. at gå derned, så når han i høstens tid skulde være der flere dage i træk, gik han ikke hjem om aftenen. De begyndte nemlig kl.4 om morgenen og blev ved, så 1ænge, de kunde se. Derfor overnattede han i laden. Men det var dog afslutningen på det fæstemål, der var det mest interessante. Der skete nemlig det, at da de skulde afregne, kom gårdmanden til at skylde Far fem kroner. De aftalte så at mødes på Ålestrup marked og klare problemet der. De traf også godt nok hinanden, men manden stod så længe og vred sig og jamrede over, at han skulde af med alle de penge, at Far blev irriteret nok til at sige: ”Jamen så behold dem da!” Men hver gang han fortalte historien, lød hans slutreplik altid: ”Men han skuld no aldrig ha hat dem, den slog.”
Lidt senere fik han arbejde ved banen. Det var dengang Himmerlandsbanerne blev anlagt. En arbejdsdag forløb på den måde, at han om morgenen gik 4-5 km. til Ålestrup. Hvis der var ret langt, blev de kørt ud på linien; så 10 timer med trillebør og skovl og derefter samme tur hjem igen. Det væsentlige på den arbejdsplads var at trille jord, grave ud, hvor der var for højt og fylde på, hvor der var for lavt. De arbejdede i sjak og var derfor nødt til at tilpasse sig en bestemt rytme, fordi de skulde køre i række. Der var dog den regel at når de læssede, måtte den, der først havde børen fuld, råbe: ”Op!”, og så skulde de alle mand køre på én gang.
Der kom en dag en ny mand i sjakket, som havde fået til opgave at presse tempoet op. Det klarede han helt fint om formiddagen. Men om eftermiddagen gik det galt for ham. De andre strejkede ikke. Det var ikke opfundet endnu. Det klarede det på deres egen manér ved at vende våbenet mod ham selv. Det gjorde de ved at skrue tempoet så højt op, at provokatøren ikke havde kræfter til at blive ved. Den sidste time kørte han frem og tilbage med tom trillebør, fordi han ikke nåede at få noget læsset på, og de så ham aldrig mere.
Jævnsides med alt det slid kom der efterhånden mere skik på det derhjemme. De fik flere dyr; havde også en overgang stude som trækkraft. Måske her de også haft køerne spændt for; det kunde man nemlig godt finde på i nød og betryk. Men Mor her i hvert fald fortalt, at engang Far var på arbejde, skulde hun harve med studene; det gik også godt nok, indtil der blev bissevejr. Så gik studene bare hjem med hende og harven, uden at hun kunde stille noget op. Senere fik de hest, og Far havde mælketur nogle år.
Alt det ligger selvfølgelig forud for det, som jeg direkte kan huske. Og det gør mine brødres tidlige opvækst naturligvis også, da de alle fem er ældre end jeg. Men lidt af det, jeg har hørt om de ting, skal dog med i min lille beretning; og så glider det nok alligevel over i det direkte erindrede.
Min ældste bror Jens var fra 1890, Laurits fra 1894, Niels fra 1897, Johannes fra 1900, Ingvard fra 1903, og så afsluttede jeg rækken i 1906. Efter tidens sædvane blev mine brødre opkaldt efter en i familien. Vores lærer i skolen fortalte engang om, hvordan det i almindelighed gik til. Den ældste dreng skulde have sin Farfars navn, den næste sin Morfars, medmindre Morfaderen var død; i så tilfælde skulde han opkaldes først. Og når der kom piger, skulde man naturligvis vise bedstemødrene et tilsvarende hensyn. Hvordan de er blevet enige om det hjemme, ved jeg ikke. Det ligner mest et kompromis. Begge bedstefædrene var døde; men selv om Farfar døde først, blev min ældste bror opkaldt efter sin Morfar og kom til at hedde Jens Kjærsgaard Laursen. Nr. to blev så opkaldt efter sin Farfar med navnet Laurits Christian Laursen. Nr. tre blev opkaldt efter Mors afdøde bror med navnet Niels Kjærsgaard Laursen. Men da der ingen piger kom, var de jo nødt til at tænke på Bedstemødrene på en anden måde. Farmor hed Ane Johanne; følgelig kom nr. fire til at hedde Johannes, og endelig blev Mormor Inger Marie til Ingvard Marius. Så var mulighederne åbenbart udtømt, for mit fornavn er nærmest grebet ud af luften.
Mine forældres samtaler eller diskussioner vedrørende navnevalg, har jeg af særdeles gode grunde ikke overværet. Men jeg har hørt om en. Det var i 1903, da de sad og drøftede Ingvard Marius. Der må nok være faldet en bemærkning om, at det var afledt af et pigenavn, for pludselig fór Johannes, der endnu ikke var fyldt tre, ud på gulvet, dansede rundt og råbte: ”Ha, hæ, dengen hi'r Ma'i.”
Den samme Johannes kunde også i andre tilfælde være god for en morsom bemærkning. Da han første gang i sit liv oplevede en voldsom haglbyge, kom han susende hen til bryggersdøren og råbte: ”Læ mæ kom ind, dæ komme sålt.”
Efter tidens skik kom de ældste tidligt ud at tjene, allerede i elleveårs alderen. Det var nødvendigt at lære at bestille noget, og måske også selv at tjene føden. Deres arbejde bestod sikkert for en stor del i at hjælpe til med at passe dyrene. I hvert fald skulde Jens et sted, hvor han var, se efter får og ungkreatur ude i den yderste mark, der grænsede op til heden. En nabo gjorde manden opmærksom på, at han tændte ild derude. Men det var han nu ret uskyldig i, for inden han gik hjemmefra, sagde Tammes: ”Du har vel husket at få tændstikker med?” Når han skulde gå alene derude, måtte han have lov til at tænde bål og stege sig et par kartofler.
Han tjente også i en lille gård et par km. hjemmefra. Der var der en bedstefar, som havde ord for at være lidt af en ’klog mand.’ En morgen ude i stalden så Jens noget mistrøstig ud og fældede måske også en tåre. Det så den gamle, og han spurgte: ”Hvad er der i vejen, bette Jens?”” Åh,” lød svaret, ”A hår så´n en tændpin.” ”Kom lige her hen,” sagde den gamle, og så lagde han blødt og varsomt sine hænder om Jens'es kinder med det resultat, at hele hovedet føltes brændvamt, og tandpinen var væk. Jens fortsatte med at tjene på landet, til han var 16 år, og kom så i lære hos bager Bjerregaard i Ålestrup.
Laurits kom sådan set ikke ud at tjene, og så alligevel. Der står i vores slægtsbog, at han blev opdraget hos sin Mormor; og det er nok også rigtigt, sådan da, for hun døde, da han var syv år. Men han blev i Mors barndomshjem, der var blevet overtaget af en ugift bror og søster, og fik på den måde sit hjem to steder. Men den egentlige grund til, at han kom derop, var vistnok ønsket om at skaffe ro i det lille hjem. Det forholdt sig nemlig sådan, at nr. tre, Niels, var en temmelig krasbørstig fyr, der både vilde og kunde tæve sin storebror. Mor klarede det en overgang ved at sætte Laurits op på bordet, men da Niels også blev istand til at kravle derop, blev det nødvendigt med en mere varig skilsmisse. Det har jo nok været ment som en foreløbig ordning, men han blev der altså.
Niels kom også ud at tjene som 11 årrig. Ham kan jeg altså heller ikke huske som hjemmeværende, men derimod, når han kom hjem om søndagen. Jeg erindrer også nogle af de pladser, han havde. Jeg tror nok, at den første eller en af de første var hos nogle rare mennesker, hvor manden hed Søren Ulstrup. Niels havde fra helt lille bestemt, at han vilde være smed; det snakkede han selvfølgelig også om der; og han sagde engang til Søren Ulstrup: ”Når jeg selv får forretning, skal du komme og få hestene skoet, og første gang er det gratis.” Da drømmen var gået i opfyldelse en hel del år senere, stillede Søren Ulstrup og fik skoet. Han regnede vel med, at drengens løfte var glemt forlængst og spurgte helt naturligt: ”Hvad koster det?” Men fik svaret: ”Det koster ingenting; det har jeg jo lovet dig.”
Hos Anders Hansen og Mariane var det noget barskere. Anders var en rigtig rar mand, men Mariane kunde være skrap. En anden tjenestedreng, Per Kjær har fortalt, hvordan hun serverede kartofler til middag, når hun var i krigshumør. Hun kom ind med gryden og hu'g dem hen ad bordet, hvorefter enhver kunde tage til sig og selv pille sin portion.
En søndag eftermiddag en del år senere fik vi hjemme besøg af en ældre gemytlig kone, som vi kaldte ’Gammel Karen.' Hun snakkede først med Mor ude i køkkenet og kom derefter ind i stuen, hvor Niels sad henne ved enden af bordet, mens der stod en kone med ryggen til og så ud ad vinduet. Da Karen så Niels udbrød hun: ”Goddaw Niels, ka do how, da do fæk o krat'en?” Det var en hentydning til noget, der skete en dag i høsten, mens Niels var hos Anders og Mariane. Han skulde hjælpe til med at binde op, og når det ikke gik hurtigt nok, fik han et rap. Men sætningen var knap udtalt, før konen ved vinduet vendte sig om. Og det var netop Mariane. Tableau!
Da Niels var i sin sidste plads ude hos Jens Jakobsen, snakkede naboerne om, at han var lidt hård ved dyrene. Det gav sig dog vistnok kun udslag deri, at han som den vovehals, han var, red temmelig dristigt på plagene. Det tog Jens Jakobsen nu ikke så tungt. Han mente, at dyrene havde det godt nok, de så ud til at trives ved det. Det kunde se ud, som om Niels allerede dengang havde sans for planlægning og rationalisering. Når han skulde trække køer hjem, foregik det på den måde, at når køerne var koblet sammen, hængte han tøjret på trækkoens horn. Og mens koblet adstadigt bevægede sig hjemad, kunde han løbe rundt og flytte får og ungkreatur.
Da han i 1913 var fyldt 13 år, nåede han sine ønskers mål: at komme i smedelære. Jeg kan huske, at mester Møller og hans kone besøgte Far og Mor for at aftale de endelige betingelser. I de tre år, læretiden varede, skulde han selvfølgelig bo og spise hos dem. Derudover skulde han det første år have 25 kr., 50 det andet og 75 det tredje. Og sådan blev det, selv om det godt kunde hænde allerede i hans andet læreår, at folk forlangte ham til at sko deres heste frem for mester.
I mellemtiden var der sket en hel del ting derhjemme. Jeg har allerede omtalt, at bygningerne på de to ved siden af hinanden liggende ejendomme var anbragt i umiddelbar nærhed af et par små moser. Det var sket af praktiske grunde; mosen var simpelthen den eneste vandforsyning; der var nemlig ingen af dem, der havde brønd. I mit hjem fik vi det først. Og det har været en så stor begivenhed, at den har sat sig fast i min erindring, selv om jeg på det tidspunkt endnu ikke var fyldt tre år. Mine forældre påstod ganske vist, at jeg umuligt kunde huske noget fra 1909, da det adskillige år efter kom på tale; men jeg kunde fortælle dem så mange enkeltheder, at de måtte lade sig overbevise. Jeg kunde fortælle dem, hvem brøndgraveren var, at han kom kørende enspænder, hvor hans hest blev sat på græs og hvem der hjalp til med at vinde den opgravede jord op; endvidere at Far hentede tre-fire cementrør, der var blevet tilovers ovre hos Niels Haugaard, hvorfra rørene blev trillet hjem. Det foregik på den måde, at lige så mange aftener, som der var rør, gik Far og vi tre hjemmeværende i sluttet trop derover og havde et rør med hjem. En aften vilde Johannes absolut prøve, hvordan det var at sidde inde i røret under transporten. Han var med rundt én gang. Men brønden blev gravet og gav dejligt vand, selvom det stadig var primitivt. Vandet blev i mange år trukket op med spand. Da vi havde fået brønd hentede naboens, hvad de skulle bruge i husholdningen indtil de en del år efter selv fik brønd.
Den næste særligt markante begivenhed, jeg husker, var at vi fik to heste i stedet for én. Jeg kan godt huske den første, og så alligevel ikke. Jeg kan huske, at jeg undrede mig over, at de alle sammen kaldte den ’Den grå’, for i mine øjne var den slet ikke grå. Der var det generende ved den, at hvis den kom løs, vilde den ikke ret gerne lade sig fange; men der skulde dog ikke ret meget til at standse den. En ganske smal grøft sprang den ikke over, og heller ikke et reb, der blev holdt ganske lavt.
Det, jeg bedst husker vedrørende ’Den grå’, var en tur de fire mil til Viborg sammen med Far og Mor. Inden vi var kommet ret langt hjemme fra, blev den bange for en stor sten og sprang til siden. Et godt stykke 1ængere fremme var det helt galt. Den blev sky for et eller andet trafikalt og gjorde sig de hæderligste anstrengelser for at løbe løbsk. Det lykkedes nu ikke, men det endte med, at Far kørte den hen til kanten af en ret stor fordybning, og der turde den absolut ikke komme ned. Så gik det godt resten af turen, hvis formål var dels at besøge faster Marie, der var husbestyrerinde for Peter Kirkebæk ude på Vestermarken, og dels at komme til ungskue. Det må vist have været i 1911; det var i hvert fald det år, der var en stor indhegning med rensdyr, der skulde sættes ud på Alheden. Men det blev et fejlslagent forsøg.
Men det med de to heste skete ret tidligt på året i 1912. Man havde på den tid begyndt at indføre islandske heste; og en dag kom naboen ovre fra Storgård og fortalte, at de fik besøg af noget familie, der havde sådan et par og godt vilde bytte. Far spændte for og kørte derover, og jeg fik lov til at komme med. Der blev snakket og mønstret heste og handlet, så vi kom hjem med to små gule heste, en hingst og en hoppe, der blev til megen nytte og megen glæde i mange år. Det var et par heste, der i dag vilde have været det ideelle legetøj for børn. De var tålmodige og godmodige ud over alle grænser. De havde ingen af de nykker eller unoder, som ellers var ret almindelige hos islændere. Det benyttede vi os selvfølgelig af en gang imellem, mest når de græssede henne i mosekanten; men vi gjorde det ikke ret meget. De skulde bruges, men ikke misbruges. Vi måtte naturligvis ride på dem ud og hjem, når de skulde på græs, men ellers ikke. Skete det, at vi faldt af på sådan en tur, stod de uden at røre et lem, indtil vi var kommet op igen. Der var for resten den pudsighed ved hingsten, at hvis den fik seletøj på og så på vej ud til arbejdet blev vandet henne ved brøndtruget, kunde den godt finde på at stå helt stille med mulen nede i vandet, men uden at drikke, helt tydeligt for at trække tiden ud. Når den så fik et lille puf og et ord med på vejen, lagde den ørerne tilbage og smilede faktisk. Det var imponerende, hvad de to små dyr kunde klare af arbejde. Der var først de 12-14 tdr. land hjemme; og der ud over ordnede Far i en årrække det arbejde, der skulle gøres med heste for en murer, der havde 6 tdr. land. Vi brugte dem også til at brække hede med. Det gik ganske vist langsomt, men det gik.
Derudover var det også et par nemme og hurtige køreheste, hvad jeg kan give et eksempel på. Der skulle være folketingsvalg, nok det sidste inden kvinder fik valgret, sandsynligvis i 1913. Afstemningen foregik kredsvis, for Løvel-kredsens vedkommende ved Løvelbro Kro, der var beliggende 15-18 km. hjemmefra. Derfor samledes mændene oppe i landsbyen, idet nogle skulde køre og andre køre med. Ved den pågældende lejlighed stillede Far med de to små. Og da islændere endnu var ret ukendte, gav det jo anledning til mange vittigheder på sådan en fridag, hvor humøret var højt; f.eks. råbte Chr. Thybo: ”Nå Poul, er du kommen ud å kør' med føller?” Nå, men de blev da køreklar og drog af sted i forholdsvis sluttet trop. Der var bare det ved de små, at de ikke kunde fordrage at se en vogn foran sig; og da Far nu var blevet hånet for deres lidenhed, lod han dem selv passe farten med det resultat, at da han var fremme og havde fået spændt fra og stod uden for, kom de andre med dampende forspand.. Hans egne derimod havde så at sige ikke en fugtig plet.
Næste dag kom Chr. Bak ned og vilde snakke om den tur; for det var dog for galt, at naboer kunde behandle hinanden sådan. Om han også havde syntes det, hvis hans ekvipage var kommet først, ved jeg ikke. Men Far formåede ikke at tage sagen alvorligt; han morede sig for godt.
Inden den tid var der sket noget andet epokegørende. I 1912 blev der bygget nyt stuehus, ikke ret stort men pænt og meget solidt bygget. Der blev brugt lidt materialer fra det gamle hus, lidt loftsbrædder og nogle indvendige døre. Det fortrød de selvfølge1ig bagefter, men det var jo sket. Der var også noget andet, de fortrød. Da huset blev sat af, regnede murermesteren en alen forkert. Han opdagede først, da det var fundamenteret og soklen støbt, at det var en alen bredere end aftalt. Han gav Far og Mor valget mellem at gøre det færdigt, som det var begyndt eller at rette fejlen. De valgte det sidste, mest fordi tømmeret allerede var leveret. Følgelig blev sokkelen i den ene side slået ned og reetableret en a1en længere inde, selv om det ekstra lille stykke kunde have pyntet svært på de to stuer, der ligesom soveværelset kun målte 6x6 alen; ud over de tre rum var der et lille gæsteværelse, køkken og spisekammer og bryggers med gruekedel og bageovn. Den blev nu kun brugt nogle få år; så blev det gammeldags, ikke mindst på grund af krigen.
Et sådant byggeri med fremmede folk omkring os en stor del af sommeren, var selvfølgelig en vældig oplevelse for nogle drenge som os. Jeg gik ikke i skole endnu og havde heller ikke andre pligter; derfor havde jeg tid og lejlighed til at opleve det hele - også forberedelserne. En dag var jeg med Far nede efter et læs mursand. På vej derned passerede vi et næsten færdigt stuehus, hvor murerne arbejdede indvendigt. Vi så en af svendene komme ud og stå lidt og kigge efter os. Så forsvandt han, men et øjeblik efter kom hen igen og havde en af de andre med. De stod så igen og kiggede lidt, men pludseligt langede den sidst ankomne ud efter den anden, så hans hat trillede hen ad jorden, og løb ind igen. Der var for lang afstand til, at vi kunde høre noget, så vi kunde ikke rigtig forstå den pantomime. Men da de samme folk kom op til os, fik vi forklaringen. Det var netop det første år, vi havde islænderne, og hoppen havde føl. Og da et islænderføl var noget hidtil uset, kaldte Chr. Bay på Musikker-Søren og råbte: ”Kom og se, Poul kommer forbi og han har føllet med.” Men det var nu kun Vips, en lille gul rottehund, der altid løb lige bag ved vognen, når den fik lov til at komme med.
Der blev ikke bygget på tilbud. Far sørgede selv for at købe materialerne hjem, og i hvert fald murerne: Mester og tre svende + en arbejdsmand var på dagløn. Den eneste akkord med dem var, at der altid skulde være den kærnemælk, de kunde drikke. De blandede den ganske vist med vand; så slukkede den bedre, påstod de. Tømrerarbejdet var nok for en del efter regning; og da hele herligheden stod færdig, havde det kostet 2400 kr. Og jeg er temmelig sikker på, at det også var betalt. Jeg kan huske, at da tømmeret var leveret, kom tømmerhandleren og bad Far om at skrive på en veksel, så han kunde få sine penge lidt hurtigere; Men selv om det måske ikke var forbundet med nogen risiko, blev det et afslag. Far sagde: ”Vi har en aftale; til den og den tid skal du have dine penge, og det får du.” Han var bange for veksler. Måske havde han tidligere været nødt til at skrive på nogle. Jeg har i hvert fald hørt ham sige, at det værste i de første drøje år var at være nødt til at låne af én for at kunne betale en anden.
Jeg mener, jeg her lært af mine forældres måde at håndtere deres økonomi på, at når man skal købe, betaler det sig at købe noget ordentligt, men helst ikke for man kan betale.
I byggeperioden var der selvsagt mange flere interessante og morsomme oplevelser. Håndværkerne var, foruden at være arbejdsomme og dygtige, rare og hyggelige mennesker. De kendte hinanden gennem adskillige års samarbejde. Når de skulle spise deres medbragte mad, gik de op på loftet over kostalden og lagde sig i høet. Der hyggede de sig og småsnakkede og sov måske lidt, hvis det var i middagsstunden. Men det hændte ikke så sjældent, at når pausen var forbi og de begyndte at lette på sig, så sagde mester: ”Ah, lad os lige ligge i ti minutter mere, så fortæller A en historri.” Det har jeg selv oplevet; og da Martin blev begravet en sommerdag i 1918, hørte jeg Chr. Bay fortælle det til en anden på vej ud fra kirkegården, mens han viskede en tåre bort.
Mens de var i færd med byggeriet, gik Martin en dag med sin tommestok og foretog nogle beregninger fra stuen ud i gangen og videre ud. Det så Mor, og hun spurgte, hvad det var, han målte. Jo, sagde han, det skal jo være sådan, at der kan komme en kiste ud. En anden dag kom han hen til Mor og sagde: ”Kom lige med petroleumsflasken” - vi hentede dengang petroleum ikke i en dunk, men en to liters flaske. ”Hvad vil du med den”, spurgte hun. ”Ah”, lød svaret, ”A hår så'n en mavpin.” Og så tog hen flasken og tog sig en ordentlig hivert. Om det hjalp, ved jeg ikke. Men jeg tror nu ikke, det er anbefalelsesværdigt som medicin.
Der var en tømrersvend, der somme tider var samarbejdsvillig nok til at lade sig falde, når jeg skød på ham, med min knaldhættebøsse. Men en dag, da Ingvard, der var nogle år ældre, vilde prøve det samme, gik det galt. Tømrersvenden var ved at lægge loft, og Ingvard listede sig op ad stigen, hen bag ved ham, holdt bøssen helt ind til hans øre og trykkede af. Forskrækket blev han, men reaktionen var lynhurtig. Han snuppede kalorius i det ene ben og holdt ham ud over kanten, tilmed over køkkenet, hvor der endnu ikke var lagt gulv, så der var fri udsigt helt ned til bunden af kælderen. Der hang hen med bøssen i den ene hånd, æsken med knaldhætter i den anden og skreg, som hans liv havde ende. Det havde det selvfølgelig ikke, men jeg tror ikke, han prøvede det på det sted mere.
Det må have været et drøjt job for en håndlanger at klare fire murere. Han skulde blande mørtelen i kalkbænken og transportere den hen i baljerne. Når de kom på stillads, måtte han bære den op i et trug på skulderen. Han skulde bringe sten; men dem bar han dog ikke op. Når han ikke kunne nå nedefra, kastede han dem op med en træspade, mens murerne tog imod.
Ved dels at tage det gamle stuehus ind og dels bygge et nyt, blev stalden og en moderne lade indrettet til erstatning for den gamle nedrevne. Også besætningen øgedes, og alt blev passet som det skulde. Min bror Niels har fortalt, at mens han var i lære, blev han en dag sendt ud til en kunde, som i overensstemmelse med skik og brug, vilde vide, hvor han var fra og hvem hans Far var. Da han havde gjort rede for det, udbrød manden: ”Nåh, det er ham med det fine landbrug.” Det havde Niels aldrig spekuleret over. Men da han kom hjem den følgende søndag, tog han sig for at gå det hele grundigt igennem og blev enig med sig selv om, at der vist var noget om snakken. Far var et stort stykke af en perfektionist og - måske naturligt nok - temmelig vanskelig at gøre tilpas. Det skulde helst være rigtigt, første gang man prøvede. Men han kunde selv. Han kunde fortælle med stolthed at når han, længe førend jeg kan huske, pløjede for lærer Poulsen, gav han ham altid 50 øre mere om dagen, end andre fik, fordi han pløjede så fint. Han havde i mange år en lille let og meget snild svingplov, hvor man kunde ’gå på land’ når man pløjede. Senere fik han en mere moderne, hvor den pløjende går i furen, med større risiko for at få jord i træskoene. Det tog tid for ham at lære at finde sig i det. Men han måtte jo bøje sig for tidens krav.
Han havde også sin egen metode, når han såede korn. Naboen mod syd, Niels Chr. Rold gjorde det på samme måde; men jeg mindes ikke andre. Normalt kaster man en håndfuld, når man sætter venstre fod frem; men han gjorde det både ved venstre og højre, og kastede hver anden gang lidt til venstre og hver anden gang lidt til højre, således at det blev i dobbelt bredde.
Som det var tilfældet ved såtid, foregik også alt andet arbejde, som der ikke kunde bruges heste til, ved håndkraft. Der høstedes med le, og der tærskedes med plejl og kornet blev renset med det runde sold. Skulde det være særligt fint f.eks. til brødkorn eller sædekorn, kom kasteskovlen frem.
Der var ingen husmænd der på egnen, som på den tid havde høstmaskine eller tærskeværk. Men på samme måde som far godt kunde være lidt af en foregangsmand på andre områder – jeg mener, at han var den første i sognet, der begyndte at dyrke roer – så blev han det i hvert fald hvad angår tærskemaskine. Niels kom nemlig hjem en søndag og var meget optaget. De havde henne i forretningen en lille hestegang og et dertil svarende 12 tommers tærskeværk. De havde stået længe, og var rustne og beskidte. Dem vilde han rense og male og stille op sammen med mester. Det lykkedes nok ikke på én søndag, men Far lod sig overtale - maskineriet blev stillet op og en af de små spændt for. Og på den måde klaredes tærskningen, indtil de fik elektricitet lige før jul i 1924.
Far fandt også en lille snild rensemaskine og en lille hakkelsemaskine, som jeg aldrig her set mage til. Den stod på en støbt tre fod med huller til fastboltning, og kisten kunde slås op ved hjælp af et par hængsler. Han havde indtil da klaret sig med skærekisten. Men léen blev brugt i en hel del år endnu, indtil 1922-23.
I årene fra omkring 1916 og fremefter begyndte vi så småt at kultivere heden. Det foregik på den måde, at Far pløjede og en af os fulgte efter med en spade og pillede de mindre sten frem i lyset Og satte mærke ved de store. I begyndelsen var det nok tiest Ingvard, men senere blev det mig, der fik tjansen. Johannes var på det tidspunkt kommet ud at tjene. Hans første plads var hos Peter Kirkebæk på Viborg Vestermark, hvor Faster Marie var husbestyrerinde. Da det nogle år senere blev Ingvards tur, fik han det første år plads tre dage om ugen hos vores fætter Niels Gislum på Østerbølle mark.
Men tilbage til heden. Far købte ca.1915 et dejligt stykke fladt lynghede på 12. tdr. land for 1000 kr. Vi pløjede en td. land om året. Det lå så i to år, og i den periode var der tid til at rense det for sten. Derefter blev det harvet godt igennem, merglet, pløjet og sået til med rug. Lyngen blev i forvejen slået af med en lyngle. Far vilde nødigt brænde lyngen af. Han mente - sikkert med rette- at det øverste lag, der bestod af helt eller delvis formuldet lyng, gjorde bedre fyldest som gødning. En gang måtte vi dog på grund af tidnød afbrænde et stykke, og da konstaterede vi noget meget interessant; der var nemlig meget tydelige agerfurer, der viste, at det tidligere havde været dyrket. Der var heller ingen antydning af al. Den afslåede lyng blev på den tid almindeligt brugt som brændsel i bageovn eller gruekedel. Den nye friske lyng blev hjemme brugt som kreaturfoder; i hvert fald under krigen. Nogle syntes, at det måtte være at mishandle dyrene. Far sagde: ”Kom så og se, når de får det.” De sprang i båsene, når de kunde lugte, at der var lyng i farvandet.
Nu er det godt nok mest Far, jeg har fortalt om indtil nu. Og det har vel sin forklaring deri, at det var ham, der stod for mark og dyr og den største del af forbindelsen udad til. Dertil kommer, at Mor var særdeles stilfærdig og beskeden – somme tider næsten til det selvudslettende. Men hendes indsats var mindst lige så stor. Hun havde alt arbejdet med husholdning og madlavning og børn og tøj og vask. Hun nåede at få et brugbart vaskerum, men ikke indlagt vand.
Det fik de først i 1931, da de flyttede op til landsbyen. Det var der de for resten ingen, der havde uden for vandværkets område ud over de gårde, der havde vindkraft. Alt vand til kreaturvanding og husholdning og vask skulde trækkes op af brønden og bæres hen til brugsstedet. Det hjalp vi drenge selvfølgelig til med, måske også lidt med skylning ag vridning og fremfor alt at fyre under gruekedlen. Skylning og vridning foregik udendørs, og jeg har set Mor græde af kulde over arbejdet med det kolde vand ved vintertid. Hun var også med i marken i høsten og i engen, når der skulde rives hø eller stakkes tørv. Og så var der den daglige malkning. Det befattede Far sig ikke med; det var kvindearbejde. Han lærte det dog på sine lidt ældre dage, men blev aldrig god til det. Derimod hjalp vi drenge til, og Mor blev efterhånden fri for det. Jeg lærte det som seksårig. Vi havde dengang fire køer, og særligt de to, en grå og en sort, var udprægede repræsentanter for den kvægrace, som enkelte interesserede forsøger at finde tilbage til. Den grå, som vi altid gerne måtte malke, var et meget tålmodigt dyr, mens den sorte var et ondskabsfuldt asen. I mange år skulde der malkes tre gange om dagen, morgen, middag og aften; og hvis de var ude om aftenen, skulde der røgtes og malkes, inden de gik i seng. Men efterhånden fandt man da heldigvis ud af, at to gange kunde være nok.
Men alligevel var det lange travle dage. Det kunde det være for Far. F.eks. om høsten havde han det ikke godt med sig selv, hvis ikke det, der var høstet om dagen, blev sat sammen, inden han holdt fyraften. Han bad ikke altid os om at hjælpe til; men når vi opdagede, at han var gået, luskede vi gerne ud og gav en hånd med. Og kunde vi ikke tage det af os selv, gav Mor os et lille vink. Men i almindelighed var dagene længere for Mor. Arbejdet varede stort set fra hun stod op til hun gik i seng, med få og små afbrydelser og hvilepauser. Om aftenen spandt og strikkede hun. Hun klarede at holds hele familien, sig selv inklusive med hjemmespundne og hjemmestrikkede strømper. Jeg et mange gange faldet i søvn til rokkens lyd. Far kunde godt karte; jeg her set det en enkelt gang; men så længe jeg kan huske, blev ulden maskinkartet. Mor spandt dog så meget, at der blev brug for en ny rok. Jeg tror nok, at den gamle var kønnere forarbejdet, men den var slidt op. Men det var der råd for. Der boede nemlig en rokkedrejer ovre i Korsø. Han havde lært håndværket i Vridløselille. Forhistorien var den, at hen i sin ungdom forsøgte at tjene sig en dagløn ved at sælge fisk. Han fik fat på. et par kasser, læssede dem på sin trillebør og kørte rundt og falbød sine varer. Inde i en gård opstod der uenighed, der udviklede sig derhen, at manden i gården drev ham ud med pisken. Det ophidsede ham naturligt nok, endda så meget, at da han var kommet et lille stykke uden for piskens rækkevidde, bukkede han sig, tog en sten og kastede den efter sin modstander med det resultat, at han slog manden ihjel. Dengang tænkte man ikke på, om der kunde være formildende omstændigheder; han fik fuld betaling, tugthus i 16 år. Mindet derom er stadigt nærværende, for rokken står inde i vores stue.
Jeg bemærkede før, at Mor strikkede alle strømper. Det er nu ikke helt korrekt; for Johannes og Ingvard blev sat til at strikke. Det var nu nok mest en slags beskæftigelsesterapi til brug på ledige vinterdage og aftener. Johannes blev endda meget ferm til det, mens Ingvard hver gang skulde. have hjælp, når han kom til hælen. Men de passede omhyggeligt på, at ingen kammerater så det.
Jeg lærte ikke at strikke; men jeg blev en vinter sat til noget, der i hvert fald var kedeligt. Vi havde hjemme i sognet, ude vest for kirken en krøbling, som gik under navnet Bi-Laust, fordi han også passede bier for folk. Han vævede, dog vist ikke rigtigt stof; men Mor fik engang vævet nogle uldlagener. Ved en sådan vævning blev der en hel masse garnender på en 25-30 cm. Dem kaldte man trommer. Jeg blev altså sat til at knytte de trommer sammen og vinde dem op, så de kunde bruges til at strikke hverdagsstrømper af. De strømper var nu ikke så behagelige. Man kunde godt mærke knuderne.
Jeg kan også fortælle om en anden beskæftigelsesforanstaltning, som Far var mester for. En vinter under krigen var både Jens og Niels hjemme i en periode, på grund af arbejdsløshed; Ingvard og jeg var der jo også, så det var lidt rigeligt i et lille hus; og holde fred hele tiden var nok heller ikke så let. Så fandt Far på, at vi kunde gå i laden og tærske rug med plejl og lave langhalm til brug ved tækning, to om formiddagen og to om eftermiddagen. Det kunde så skære toppen af vores overmod; og så fik jeg da også det lært.
Hvis det en enkelt gang faldt i Mors lod at flytte køer, var strikkestrømpen også med der. Garnnøglet sad i venstre armhule, og så kunde det snildt lade sig gøre. På en sådan tur tog hun det med ro og gik, og fandt meget ofte en firkløver. Under hendes travle virke derhjemme gik hun meget lidt; det foregik som regel i småtrav.
Men selv om de altid havde - travlt, var de aldrig forjagede og derfor heller ikke stressede. Hvis vi kunde have spurgt dem, så tror jeg, de vilde have sagt, at de bare passede det, de havde fået betroet så godt de kunde. Og det kunde de sagtens, når arbejdet lykkedes. Og det gjorde det virkelig. Der kom mere jord under plov. Hestene blev udskiftet. Det blev nødvendigt, fordi den lille hingst døde efter 10 års trofast tjeneste. Så købte Far af dyrlægen en hvid fjordhest, som en handelsmand havde brugt som kørehest for gig. han kørte hårdt, og når det begyndte at knibe med kræfterne, brugte han pisken. Det prægede den hvide for livet. Den lærte aldrig at, kunne tåle at se en pisk. Men sikket cirkus, inden Far fandt den rigtige makker til den. Den kunde gå almindeligt, hvis den var alene; men sammen med en anden var det helt tosset; den løb altid, for vogn og for plov og harve. Når Far kom hjem, kunde det høres på lang afstand; hovene hamrede i jorden som trommestikker, og den gik på tømmen, så han kunde være helt lam i armene. Vi prøvede med den gamle islænderhoppe, med en jysk plag og med en ung nordbag; men det blev ikke ret meget bedre. Så skete det en dag, da Far skulde levere slagterisvin oppe i byen, at han traf en mand, der forelskede sig i den unge kønne nordbag og absolut vilde bytte. Det blev til handel, og Far kom uventet hjem med en slank, langbenet grå nordbag, ikke særlig køn, i hvert fald ikke, før den fik seletøj på, men så tilpas hurtig, at den hvide fik sin sag for. Og så kunde den pludselig gå ligesom en anden skikkelig hest. Det var et skønt par heste at køre med. I den første tid kunde Far ikke tænke sig at køre ud i fjedervognen uden pisk, så den sad godt nok i holderen. Han var bare nødt til at lade den sidde; en skønne dag faldt den fra hinanden og den blev aldrig fornyet. Det var heller ikke nødvendigt; man skulde bare slække tømmen lidt, så var de gået.
Hvor hurtige de i grunden var, fik vi engang konstateret på en ret morsom måde. Et år, mens jeg var hjemme, gav kløverhøet så godt, at Far syntes, det var nødvendigt at anskaffe en hesterive. Før den tid havde vi kun en stor rive med krumme tænder, som vi selv skulde slæbe. De to heste var nu vant til at gå sammen undtagen for radrenser, så vi to kloge blev enige om, at så kunde de lige så godt følges ad for riven også. Men det viste sig hurtigt at være temmelig idiotisk. De kunde overhovedet ikke mærke, at de havde noget efter sig; derfor kom det til at gå stærkt med det resultat, at når de skulde vende ved enden af de korte agre, foregik det for en stor del på bagbenene. Det så en hel del voldsommere ud, end det i virkeligheden var; men naboen stod dog en halv formiddag henne i hegnet og nød synet.
Nå, men jeg fik de uden det helt store besvær revet på den ene led og stakkene blev rejst. Men nu vilde Far også prøve; han vilde rive stykket på den anden led, og så gik det galt. Han havde nok at gøre med at se efter hestene og glemte at se efter riven; det medførte at hen i løbet af et øjeblik havde væltet en hel række stakke. Så smed han tømmen og vilde ikke have mere med det at gøre. Det varede ikke længe, for vi monterede riven tilbage til enspænder, og så var det problem løst. Da vi vistnok samme år fik slåmaskine med mejeapparat, syntes vi, at vi havde helt godt mekaniseret.
Jeg husker for resten også et Andet eksempel på de to gangeres ret normale opførsel. En sommersøndag kørte Far og Mor på besøg hos morbror Sørens i Knudstrup. Jeg kørte ikke med på vognen, men tog min cykel, og kunde derfor i fred og ro nyde synet, da de om aftenen skulde indlede hjemturen. Morbror Søren og min fætter Jens, der begge var meget hesteinteresserede - det var bare de jyske, de arbejdede med - vilde selvfølgelig spænde for. Det var lidt besværligt, for den hvide og den grå vilde gerne hjem; de hoppede og dansede og var i det hele taget ret urolige, så Jens og hans Far holdt omhyggeligt ved dem med betænkelige miner. Men det var direkte morsomt at se Mor stige til vogns fuldstændig rolig og uanfægtet uden overhovedet at ænse hestenes krumspring. Og da Far også havde sat sig godt til rette og sagt: ”Læ mæ så fo tæm'en”, lød der nærmest et sus og med et var vognen rundt om hjørnet og ude på vejen, mens morbror Søren så hovedrystende efter dem og sagde: ”Ka de no osse go”? Det mest pudsige var, at det for os andre var en helt dagligdags og helt ufarlig og problemfri begivenhed.
Når jeg tænker tilbage på forholdene, som jeg husker dem i min barndom og første ungdom, ser jeg det som en tid med en jævnt fremadskridende udvikling også økonomisk. Det forekommer særligt iøjnefaldende, når jeg sammenligner med vilkårene hos vore nærmeste naboer i den ejendom, der oprindeligt var næsten identisk med mit hjem. Så vidt jeg kan skønne, kom de dertil før mine forældre. Karen Marie har i hvert fald fortalt mig en historie, der tyder på det. Det var om faster Mathilde, der sammen med farbror Søren, boede i mit hjem seks år før Far og Mor. Karen Marie sagde om hende, at hun kunde mere end sit Fadervor. De -naboens altså- havde en ko, der var syg. De hentede desårsag en klog mand og spurgte ham til råds. Hans diagnose gik ud på, at den var forgjort; og for at få koen rask igen, skulde de gå hen til skellet ind til dens mark, som de troede til det, og plukke en tot lyng. Det skulde ske tiende og rimeligvis ved fuldmåne; og når koen så havde ædt lyngen, vilde den blive rask. Og det var rigtigt nok det hele, påstod Karen Marie, for koen blev rask.
Men selv om de to ejendomme i begyndelsen på mange måder lignede hinanden, var udviklingen såre forskellig. Mens Far byggede om næsten to gange, havde en ret stor besætning, som han stort set kunde ernære ved det, han avlede på sin egen mark og på et tidspunkt endda nedbragt sin kreditforeningsgæld til 2000 kr., så var det småt med fremskridtet på den anden side skellet. Kræsten blev ved med at køre mælk, til han blev for gammel til det. Når de om sommeren satte køerne på græs, tøjrede de dem ikke der, hvor de var nået til sidst, men der hvor der så ud til at være mest græs. Han blev længe ved med at så spergel eller boghvede i brakjorden for at bruge det til afgræsning. Og da de nogle år efter os fik gravet en brønd, måtte der lån til med pant i ejendommen. Og det samme skete, da de byggede et lille primitivt hus, der blev tækket med lyng og hvor taget gik helt ned til jorden. Det blev brugt til vognskur og tørvehus. Og en meget tør sommer klaprede hjulene på mælkevognen hørligt, fordi ringene trængte til at blive lagt om. Men i stedet for at køre til smeden, tog han hjulene af, når han kom hjem fra sin tur, og lagde dem ned i mosen til næste morgen. Så klaprede de ikke, før de var tørret ind igen. Men de klarede sig alligevel, og havde det godt nok.
Når jeg tænker tilbage på den tid, er det mit indtryk, at selv om det må have været småt i mange hjem, så klarede man sig. Jeg kan huske at Far engang fik overdraget kirkebøssens indhold for at give det videre; det drejede sig kun om nogle få kroner, men det var jo også penge dengang. Da jeg hørte, hvem der skulde betænkes, spurgte jeg naivt: ”Hvorfor skal hun have de penge?” og Far svarede: ”Fordi hun er en gammel fattig kone.” Det undrede mig, for sådan havde jeg aldrig forestillet mig hende. Hun og hendes søster, som var flyttet sammen på deres gamle dage efter at de begge var blevet enker, klarede sig også.
Én gang besøgte jeg sammen med Mor og Far Niels Klausens. Han var blind og hun lå til stadighed i sengen. Men det jeg husker fra det besøg, var Niels' overskud af glæde og tilfredshed. Han kunde splejse og lavede derfor tømmer til folk. Ud over blindheden var han stærk og rask og kunde hjælpe sin syge kone. Også de klarede sig, dog sandsynligvis med god hjælp fra deres søn og svigerdatter, der boede umiddelbart ved siden af. Det var blandt andet også på den måde, man klarede sig i de tider.
Jeg nævnte før, at Mor og Far ikke var stressede. De var flittige og påpasselige. De havde travlt men virkede kun sjældent forjagede. Jeg er dog ikke sikker på, at de deri adskilte sig fra ret mange andre. Stress var vist i grunden slet ikke opfundet dengang i hvert fald ikke i de kredse. Trods travlhed og lang arbejdsdag forstod man at slappe af og nyde de pauser, der var. Man skulde ikke efter fyraften eller om søndagen nå alverdens ting. Man kunde besøge familie og venner; og allertiest kunde man blive hjemme og lade hvilen falde på sig.
Og så forstod man at holde søndag. Egentlig søndagsarbejde var så godt som ukendt. Jeg mindes en enkelt gang at have set en køre korn ind på en søndag; men selv det var sjældent. Mange havde også tanke for deres heste; de skulde også have en hviledag. Der var selvfølgelig mange ting, der skulde gøres, selv om det var søndag. Men det føltes alligevel på en eller anden måde anderledes; rytmen var en anden, og der kunde næsten være højtid over det. Da jeg var meget lille, blev der strøet sand i midtergangen i stalden søndag morgen; selv det gav en fornemmelse af søndag.
Men der var nu også noget andet. Det vigtigste og det absolut bærende i mine forældres tilværelse var deres faste, urokkelige kristentro. Længe før jeg kan huske, var de kommet i forbindelse med Indre Mission. Hvordan ved jeg ikke og heller ikke bestemt hvornår. Måske var det gennem den i de kredse meget kendte pastor Bülow, der var præst i Vesterbølle-Østerbølle fra 1892 til 1901. Men det er helt givet, at de der fandt deres ståsted og beholdt det resten af livet. Deres kristendomsforståelse var vel nok lidt firkantet og deres moralbegreber strenge; nok mest for Fars vedkommende. Han kunde godt være streng, også hård og stejl; Mor var mildere, og blidere af sind. Men de var alligevel ikke enøjede missionsfolk. Fællesskabet i og omkring missionshuset vilde de da ikke undvære; Far var da også formand i en ret lang årrække. Men kirken stod alligevel altid i første række. Bibel og salmebog var selvfølgelig hverdagskost; men de kendte salmebogen væsentligt bedre end de kendte Indre Missions sangbog. Det hang måske også sammen med, at man dengang til et missionsmøde sang de første tre efter salmebogen, og først derefter tog fat på sangbogen.
Den kirkelige interesse stimuleredes nok også der ved, at Far var medlem af menighedsrådet i en meget lang årrække. Han sad der uafbrudt fra 1911 til 1945. Det sidste periode vilde han ikke have haft med, men blev nødt til det, fordi man under krigen sprang et valg over. Det var sådan set ganske logisk og helt naturligt, at pastor Iversen ved hans begravelse kunde sige, at da han i 1944 kom til sognet, var Poul Laursen en af de gamle mænd, der altid sad i kirken.
Men det var nu ikke bare på hans gamle dage. Sådan har det været med dem begge to, så længe jeg kan huske; og jeg kan endnu se for mig, hvordan det gik til, når de -mens de endnu var i deres velmagt- gjorde sig klar til at gå i kirke. Mor havde travlt med at gøre i orden og lægge alt til rette, så maden var let at gå til, når hun kom hjem, og derefter skulde hun søndagspåklæde sig selv. Far derimod tog det med en knusende ro; og det var næsten, som om det gik efter et forud fastlagt ritual. Først skulde han barberes; det gjorde han almindeligvis kun om søndagen; og det krævede, at kniven først blev omhyggeligt strøget og spejlet stillet an på køkkenbordet. Når han så var sæbet ind og barberet og vasket, kom omklædningen, som foregik på den måde, at han først tog resten af sit dagligtøj af; derefter tog han sine søndagsbukser halvt på d.v.s. at han kun trak dem op over knæene, satte sig på sin stol og tog i den stilling sine støvler på. Han havde i mange år et par solide håndsyede støvler med bløde skafter, senere blev han lidt mere moderne. Når støvlerne var på, rejste han sig op, trak bukserne op, knappede selerne og fuldendte sin påklædning. Når det var sket og han havde fået salmebogen i lommen, spurgte han Mor, om hun var færdig; det var hun sædvanligvis ikke; men så skred han i forvejen ikke hurtigt eller forhastet og ikke uden værdighed. Når han så var kommet et stykke op ad markvejen, gik Mor hjemmefra; hurtigt og med sine karakteristiske rappe fodslag, og nåede ham altid, inden de var nået til det øverste af marken; og så fulgtes de ad det sidste stykke vej indtil de nærmede sig kirkedøren. Jeg har aldrig set dem sidde på kirkebænk sammen. Kvinderne havde plads i nordsiden, mændene i syd. Og når præsten gik på stolen, rejste sydsiden sig op. Gad vide, om det ikke har været en almindelig skik; men jeg mindes ikke at have set det andre steder. Nu sker det selvfølgelig ikke mere.
Mors og Fars adfærd, ikke i kirken men på vej til kirken, viste nok lidt af den forskel, der var i deres temperament. Far havde det på den måde, at han var meget ilde tilpas, hvis han ikke kom af sted i meget god tid, hvis han skulde til noget. Men så fulgtes de altså alligevel, som regel i enighed og harmoni. Far kunde godt være opfarende; han kunde også være hård og stejl; men så forstod Mor at tie på det rette tidspunkt og hun kunde jævne og glatte ud. På den måde fulgtes de ad gennem 58 år og blev gamle sammen på en smuk måde. Far lærte endda på sine gamle dage at hjælpe til med meget af det ’kvindearbejde’ han tidligere aldrig rørte ved.
De nåede ikke at kende Aastrups salme: Du gav mig, oh Herre, en lod af din jord. Men jeg tror, de vilde have glædet sig over den. For mig at se kunde den næsten være skrevet med deres livsholdning og livsindhold som model. De tog livet som en gave, der skal behandles ansvarligt, og de levede trygt i tillid til hans mægtige ord. Derfor kunde de møde både livet og døden på en naturlig måde. Og de var helt sikre på det, der står i salmens sidste linier, at de havde et navn, som var i Hans livsbog indskrevet.
Mor blev 84 år. Hun døde i februar 1949. Det var dengang lungebetændelse var en alvorlig og livstruende sygdom. De havde ellers begge to kunnet glæde sig over et godt helbred. Jeg tror nok, Mor havde læge hjemme første gang, da hun var 74. Den gang rendte man jo ikke til doktor for småting. Hun måtte dog af sted, den gang hun blev stanget af den sorte ko. Den rendte hende op mod muren, men hun var så heldig, at hun kom til at stå mellem dens horn. I den situation var det en virkelig fordel at være lille og spinkel; men jeg tror, at hun fik et par ribben trykket.
Det sidste minde, jeg har om Mor, er særdeles typisk for hendes sind og tænkemåde. Under hendes sidste sygdom tog jeg hjem for at se, hvordan det stod til. Og da jeg nu var der, kunde jeg afløse de andre en smule ved at tage nattevagten den ene nat. En del af tiden sad jeg ude i køkkenet og holdt mig vågen ved at læse; men ind imellem snakkede vi også lidt. Vi vidste, og Mor vidste, hvor det bar hen. Men det var, som det skulde være. Der var ingen angst at spore men derimod den sædvanlige tryghed. Mor var ellers med årene blevet meget svagtseende og meget tunghør; men den nat var det næsten, som om hun hørte normalt og kunde tale tydeligt og klart. Og der var især én ting, som det var hende magtpåliggende at få sagt. Det var: ”Når du skal begrave mig, så er det ikke mig, der skal snakkes om, men Guds ord.”
Far overlevede Mor i 4½ år og blev boende i huset i den tid. Det kunde han ved al den hjælpsomhed, der blev vist ham særligt af Niels og Marie og Ingvard og Inger, men også fra anden side. Han havde det altså godt omgivet og hjulpet af sine egne. Alligevel kunde han godt give udtryk for, at det var svært for ham at være blevet alene. Eller måske var det lige så meget udtryk for, hvor nær han og Mor havde været knyttet til hinanden. Han fortalte mig engang, at han godt ude i haven kunde få øje på et eller andet og tænke: Det skal jeg huske at fortælle Mor, når jeg kommer ind; Og så først bagefter komme til at tænke på, at der ikke mere var nogen at fortælle noget til.
Far skrantede en del de senere år. Det kunde han nu også gøre på et langt tidligere tidspunkt. Han fik undertiden et anfald af en voldsom svimmelhed, så han måtte holde sengen nogle dage. En gang efter en sådan omgang, hvor det sandsynligvis havde været værre end sædvanligt, kom han, i tanker om, at nu var hans tid ved at være forbi. Derfor samlede han os alle sammen en søndag og fortalte os, hvordan han mente, han havde det og føjede en hel del kloge og formanende ord til. Men der tog han en hel del fejl. Han levede videre i 18 år, som om intet var hændt. Men til sidst kunde det nok mærkes at kræfterne tog af, og han havde adskillige gange besøg af sin læge. Også ham var jeg hjemme at se til, kort for han døde. Han havde været sløj et stykke tid, men befandt sig den dag nogenlunde; han var da kommet op og sad på sin sædvanlige plads ved enden af bordet inde i stuen og læste avisen. Der faldt han sammen og måtte bæres i seng. Det var en hjerneblødning, der bevirkede, at han gled over i bevidstløshed og døde nogle dage efter, og jeg tror, han var mæt af dage. Og så var der kun minderne tilbage; men de her jo også en værdi.
Niels: ”Det var nu ikke mig hver gang!” Dette spontane udbrud havde relation til bemærkningen om, at han i sine meget unge år kunde være en stridbar herre, hvilket forhold resulterede i, at Laurits blev sendt til Testrup til sin Mormor. Niels fortalte videre: En gang de vi tre ældste var alene hjemme, bandt Jens og Laurits mig til bænken og skiftedes til at tæve mig. Og en anden gang, da der var lidt tumulter ramte Jens mig i hovedet med en sten, så der blev en temmelig stor bule. For ikke selv at komme i fedtefadet, fik han mig til at love, at jeg ikke vilde sige det. Men da Mor vilde rede mit hår, opdagede hun bulen og vilde naturligt nok have at vide, hvor den stammede fra. Det kunde jeg jo af gode grunde ikke oplyse hende om, og så lod hun sagen gå videre til Far. Da han heller ikke kunde få noget at vide, fik jeg for en sikkerheds skyld et par stryg. Sådan var det bare dengang.
Johannes: ”Du glemte Hinter!” Jeg protesterede, for jeg kan nemlig ikke huske ham. Men jeg kan da godt fortælle den pågældende historie. Hinter var en lille, vistnok sort gravhund. Det var en lille foretagsom fyr, hvad det følgende da også er et bevis på.
Det var en forårsdag. Far var ved at så korn lige i nærheden af huset. Det vilde den løsgående hønsebestand gerne være med til, mens Far var meget lidt interesseret i deres ’hjælp’. For at få en historie ud af det, skal det tilføjes, at der til bestanden også hørte et par dværghøns og en dværghane, der var "heldet" d.v.s. at, der mellem dens ben var udspændt en snor, der var så kort, at den kun kunde tage meget små hanefjed. Årsagen var, at den ellers vilde og kunde ødelægge de store haner.
For at holde hønsene væk fra det nysåede korn, kastede Far en jordknold efter dem, når han syntes de kom for nær. Også Hinter løb der og hjalp til på sin måde. Uden at Far lagde mærke til det, snuppede hen ’Dvarrekokken’, der jo var forhindret i at flygte, og gav sig til at begrave den. Da Far endelig blev opmærksom på dens iver og travlhed og de skulde hen for at se, hvad det var, var det kun den røde kam, der stak op af jorden. Far fik den befriet, og når han senere fortalte historien, sluttede han gerne således - og det kan jeg altså huske, jeg her hørt: ”Ja, den denglt jo nøj, da den gik etter hjemmen te, men hels fejlt en engenteng.