Istandsættelsen af Barløse kirke.
Når man har en stor del af sit arbejde i en gammel ærværdig kirkebygning, er det helt naturligt, at man både kommer til at holde af den og interessere sig for den; og interessen samler sig både om det, man har hørt var der engang og det man selv husker. Men inden jeg går i gang med at fortælle om det, jeg husker, gør jeg opmærksom på at der i arkivalierne vedrørende restaureringen i 1957 findes en god og grundig beskrivelse af kirken foretaget af Arkitekt Axel Jacobsen i Odense bilagt med et aftryk af Traps Danmarks beskrivelse. Og bemeldte arkivalier findes i Lokalarkivet i Sandager.
Først et par kuriositeter: Jeg sad engang og læste i en pjece af Provst Exner om gamle kirkebygninger. Deri stod der, at der i mange gamle kirker var rester af murstensaltre. Jeg skyndte mig op i kirken og det lykkedes mig at løfte overpladen på alterbordet så meget at jeg kunde konstatere, at der ingenting var. Det kom jeg til at fortælle til Johan Murer. Men han sagde: "Det har der da rigtignok været". Og på mit spørgemål om, hvor de sten så var blevet af, fortalte han, at Ole Nielsen havde sagt, at dem kunde de da bare pille op og bruge nede i kirken.
En anden episode, der vidner om lige så stor mangel på omtanke er følgende: Vi havde taget os sammen til en grundig udmugning oppe på tårnhvælvingen af årtiers allikereder og alskens skidt. Derved fandt vi den del af en gammel træfigur, som senere har stået i en murniche nede i kirken. Det kom jeg til at sige til Provst Bulmes vistnok ældste søn, som så fortalte mig, at da hans Far var kommet til sognet foranstaltede han en større rengøring deroppe, og måske også inde over hvælvingerne, og da blev der kørt læssevis af både skidt og gammelt træ ud i en grusgrav. Jeg græmmede mig. Det hjalp jo bare ikke, men så kunde jeg godt forstå, at det er nødvendigt, at myndighederne holder os i ørerne.
Hvad selve restaureringen angår, vedtog menighedsrådet allerede den 31. marts 1951, at søge forskellige arbejder udført f. eks. udskiftning af tegltag og forskelligt indvendig såsom maling af kirkestolene, som efter tidens skik var året i en trist farve. Derfor henvendte man sig til arkitekt Axel Jacobsen i Odense, der straks gik i gang med opmålinger, beskrivelser og forslag.
Der var mange beregninger og mange forslag. Arkitekten foreslog således at der skulde være ens tag på begge sider af kirkeskibet: der kunde lægges bly på nordsiden eller blyet på sydsiden erstattes af tegl, begge sider kunde så få samme tagtryk. Men kirkeministeriet sagde nej til at tage blytaget ned, og menighedsrådet sagde nej til at lægge bly på nordsiden på grund af den øgede udgift.
Indvendig foreslog arkitekten at gøre stolesæderne mere magelige ved at gøre sæderne bredere samt at sætte et nyt alterbord op. Det gamle var kun en simpel kasse med et temmelig medtaget antependium foran.
Alle de diskussioner og forslag der adskillige gange måtte passere kommandovejen, tog lang tid, og på den måde kom vi helt hen til 1956.
Og så skete der noget helt andet. I januar 1957 var Jacobsens førstemand arkitekt Graversen på sygehuset og fik foretaget en forholdsvis banal operation. Men da han skulde gå en tur hen ad gangen med en sygeplejerske under armen faldt han om og var død. Og hvad Jacobsen selv angik, viste det sig, at han var uhelbredeligt syg af kræft. Så var der en ret ung mand Knud Lundemann tilbage.
Men Jacobsen nåede dog selv at sætte arbejdet i gang og følge det et lille stykke tid. Også fra den periode har jeg et par minder. En dag kom Jørgen Murer og sagde: "Jeg ved godt, at der står i konditionerne, at vi skal lave det sådan oppe på tårnkammene, men kunde vi ikke lige så godt gøre det sådan. Jacobsen stod et øjeblik og så sagde han: "Joh, når De synes det, murermester, så gør bare det". Havde det været arkitekt Nygaard havde det lydt: "Det skal være som jeg har sagt".
Endnu en erindring har jeg fra den tid. Jeg er lige ved at tro, at det var sidste gang, jeg så Jacobsen; han var tydeligt dødsmærket, men en sjov historie skulde vi have; det hørte tit med til ritualet. Den lød omtrent sådan: Nede på en af øerne syd for Fyn havde de bevaret den gamle skik, at der ved begravelser serveredes mad eller kaffe, inden man begav sig til kirken, altså mens kisten endnu befandt sig i hjemmet. Så skete der engang af en eller grund et brud på den gamle sædvane; kisten var nemlig blevet sendt i forvejen. Dagen efter møder to mænd hinanden; den ene havde været med, den anden ikke. Helt naturligt spurgte han, der ikke havde været med: "Hvordan gik i grunden den begravelse i går, det var jo ikke helt, som vi plejer?" Svaret lød: "Jo, det gik da sådan set meget godt, men det var jo lidt dødt uden liget.”
Vi kom ikke så voldsom langt med arbejdet, før Lundemann måtte tage over på grund af Axel Jacobsens tiltagende sygdom og senere hans død. Om det gjorde nogen større forskel i arbejdets udførelse ved jeg ikke. Men han var måske lidt mere usikker, så det af den grund blev lidt lettere, hvis man pludseligt fik en god ide. Der skete da også det, at vi fik konservator Mogens Larsen, Sønder Højrup med ind i billedet, og det kunde da også medføre visse ændringer. Jeg husker ikke, om det var ham, der syntes. at vi godt kunde beholde det gamle læderbetræk på knæfaldet, bare den nederste udtungede pyntebort blev fornyet. Det blev overladt til en ung sadelmager, der dengang boede i Barløse Tårup. Han kom og præsenterede sit værk for, Lundemann, men var ikke særlig stolt af det. Da det var lavet af nyt læder, var hen nødt til at farve det for at få det til at ligne det gamle; men farvningen havde givet det en metalskinnende overflade. Mens de to diskuterede, hvad der var at gøre det det, listede jeg ned til maleren, der gik længere nede i kirken og lånte en tot ståluld. Med det gned jeg et stykke af læderstrimmelen og viste det til sagkundskaben; så var det problem løst.
Omtrent lige så let og smertefrit, da vi diskuterede, hvordan det kunde klares med et nyt alterbord. Vi havde i forvejen vedtaget at fjerne den gamle præstestol og degnestol i forbindelse med omlægning af gulvfliserne i koret; men så slog det mig, at vi jo kunde bruge forsiden af de to små aflukker til at beklæde den simple kasse, som det gamle alterbord virkelig var. Og det skete virkelig.
Ved omlægning af fliserne fandt vi det naturligt at kigge ned i gravhvælvingen. Det havde vi gjort engang før, vistnok i 1947 i forbindelse med omlægning af trægulvet inden for knæfaldet. Da vi åbnede lidt dengang, kom der en meget skarp carbidagtig lugt der nede fra. Denne gang kunde vi konstatere et tydeligt forfald i udseendet af de kister, der står dernede; nok fordi luften var blevet fornyet.
Nede i den anden ende af kirken, i tårnrummets sydlige halvdel var der en anden begravelse. Carlsen Skiødt omtaler den et sted som den åbne præstebegravelse. Den var forlængst fyldt op, men gulvet var sunket en smule, så det var tydeligt at se, hvor det havde været. Udvendigt var der i soklen på tårnets sydside en fordybning, der lignede en tilmuret luge. Jeg fik mureren til at lave hul, så vi kunde kigge ned. Det viste sig at være en udluftningskanal nede fra den tidligere gravhvælving.
Af det, jeg ellers husker af det, der blev lavet indvendigt, kan jeg nævne, at der var nogle, der gerne vilde have haft træbjælkerne fjernet. Men arkitekten turde ikke; han var bange for at murene skulde sætte sig. I stedet for blev de renset af og ankrene forstærket. I midtergangen lå der en ret bred kokosløber; fra kanten af den og ind til stoleraderne var fliserne ferniseret. De blev alle sammen båret udenfor og slebet af. Barløsegårds gravsted var helt dækket af slibestøv. Men der skete også noget helt andet af sådan set mere vidtrækkende betydning. Dørene, både selve kirkedøren og den ud fra våbenhuset var så smalle, at det var en virkelig prøvelse at komme ind og ud med en kiste. Det hørte derfor med i den godkendte plan, at de skulde gøres bredere. Kirkedøren blev endda flyttet fra inderste til yderste murkant. Det var altså ordnet, og man skulde i gang med den yderste. Men da karmen blev taget ud, viste murværket tydeligt, at den oprindeligt havde siddet meget lavere. Man kunde hurtigt regne ud, at våbenhuset var blevet bygget over en oprindelig udvendig trappe. Så var man blevet træt af det, havde fyldt op indvendigt, flyttet døren op og lagt nogle ret umagelige kampestenstrin udenfor. Og det med kisten var oprindeligt ikke noget problem. Man gik først til graven og derefter i kirken.
Da jeg havde været oppe at se det, skyndte jeg mig hjem og ringede til Lundemann; og efter nogen diskussion fik jeg ham til at komme omtrent med det samme. Han syntes, det så spændende ud. Så tog han hjem igen for at snakke med Lehn Petersen om det. De kom til det resultat, at det var værd at arbejde videre med. Vi skulde så stille arbejdet i bero og sende det ind som en ny sag. Det brød jeg mig meget lidt om. Jeg vilde hellere gå videre med det samme eller helt droppe det. Jeg foreslog så. at vi skulde spørge Nationalmuseet. Det mente Lundemann ikke, vi fik noget ud af. Så spurgte jeg. om han noget imod, at jeg spurgte. Det havde han ikke, og allerede samme dag lykkedes det mig telefonisk at træffe Dr. Roussell.
Han var godt orienteret om forholdene; han havde tidligere besigtiget kirken på museets vegne. Jeg forelagde ham sagen, så godt som jeg kunde og kom i den forbindelse til at nævne de to bænke langs ydersiderne. Det reagerede han lynhurtigt på. "Bænke" sagde han, " Det viser jo, at det er noget vrøvl De siger, mand". "Det er det nu ikke" svarede jeg, "For da vi fjernede træbeklædningen, kunde det tydelig ses, at der har været kalket i århundreder. Der er ingen tvivl om, at det er en støttemur". "Nå" sagde han, "I må ikke bruge almindelige sten til murreparation”. "Nej selvfølgelig" sagde jeg "Hvis det er nødvendigt, skaffer vi munkesten”. "Så gør det" sagde han”. Arkitekt og håndværkere var godt nok lidt tvivlende, da jeg næste dag sagde til dem, at nu går vi i gang. Men det er altså blevet som det er med en mundlig tilladelse som baggrund. Det havde nu også den fordel, at vi slap for at udbygge den udvendige trappe. I stedet for blev der plads til at en vogn, f.eks. en rustvogn kunde køre op til døren; og ved at regulere bare en smule blev det endda muligt at køre rundt om kirken.
Resultatet af de udvendige restaureringsarbejder blev altså, at tegltaget på nordsiden af skibet og på tårnet blev udskiftet. Stræbepillerne blev repareret og teglbeklædningen udskiftet. En lodret revne i tårnets vestgavl, der gik fra midt mellem glamhuller til soklen blev repareret med munkesten. Den smukke blændingsprydede østgavl fik en omgang, ligesom et tilmuret vindue blev gjort synligt, et arbejde der blev udført af en meget dygtig murersvend, der hed Sigurd. Han skulde ifølge mester helst gå alene for husfredens skyld. Han lavede også visse ting indvendigt, der krævede særlig omhu. Græskanten udenom skulde holdes intakt.
Så vidt jeg husker beløb det samlede arbejde sig til 66.000 kroner. Deraf betalte kirkens kasse 8.000 kr., vi fik lov til at bruge 18.000 kr. af Post II; og så fik vi efter ansøgning et statstilskud på 30.000 kr., hvorefter resten blev dækket ved lån fra stiftsmidlerne.
Der var godt nok en del, der mente at det var nytteløst at søge kirkeministeriet om tilskud, men det var altså ikke vores erfaring, selv om det endte med en pudsighed.
Halvdelen, 15.000 kr., fik vi á conto. Men da jeg søgte om resten, kom der brev tilbage med den besked, at beløbet først vilde blive udbetalt, når de havde modtaget et fuldstændigt regnskab med bilag. Det vidste jeg nu godt, og hvad mere var, jeg havde sendt det hele. Men hvor var det så? Jeg kom dog ret hurtigt i tanker om at jeg havde hørt, at den daværende stiftsfuldmægtig havde sagt, at hvis han først fik et regnskab mellem hænderne, så gav han det ikke fra sig igen; for hvis han gjorde det, så han det aldrig mere. Jeg havde ikke rigtig mod til at gå direkte på ham. Men så fandt jeg på en krigslist. Jeg ringede til provst Bruun Mogensen og spurgte, om han kunde se om bemeldte forsendelse var passeret; det var den. Om han også kunde se, om den var kommet tilbage; det var den ikke. Så var jeg sikker på hvor den var, og gik så i gang med næste træk. Jeg sendte en ny skrivelse til kirkeministeriet bilagt med en kopi af mit følgebrev til det første. Jeg skrev, at da regnskabet måtte anses for at være bortkommet var jeg villig til at fremskaffe de fornødne bilag og lave et nyt. I løbet af relativ kort tid modtog vi de 15.000 kr., og sagen kunde sluttes.
Der er endnu et arbejde, som jeg synes fortjener at huskes. Det er stensætningen og opfyldningen omkring kirken særligt mod syd og vest. Jeg har ikke kunnet finde noget om det i arkivalierne; men jeg har en tydelig erindring om, at der er godt, med murbrokker og tagsten i opfyldningen, så det må være lavet i tilslutning til restaureringen. Den revne, der tidligere var i tårnets vestgavl, men som nu var repareret, var der førhen en del, der fantaserede om, at den nok var fremkommet ved et lynnedslag. Den troede gartner Jacobsen fra Glamsbjerg ikke på. Han tog mig med om til tårnets sydvestlige hjørne og viste mig hjørnegrundstenen. Den var 75 cm. høj, men lå oven på jorden; alt var i årenes løb eroderet væk og her mente han, vi kunde finde revnens årsag.
Hvordan forberedelserne blev gjort, kan jeg ikke huske; men arbejdet blev udført. Jacobsen købte sten hos Bernhard Hestholm, og Karl Jørgensen slæbte dem op på en stenslæde, og der blev fyldt op med brokker og jord.
Men der var også andre ting, der trængte sig på. I 1951 vedtog menighedsrådet, at man skulde arbejde på at få indrettet et ligkapel, og i 1953 blev det vedtaget at undersøge, om der var mulighed for at flytte indgangen om i vest og så bruge våbenhuset som kapel. At en sådan tanke kunde opstå skyldes måske, at sådan var det både i Sandager og i Turup. Men det var vist godt at det blev ved snakken. Et af de morsomste indslag i debatten har jeg fra dyrlæge Wainø Larsen. Han sagde: "Hvor kunde det være romantisk at se en ung brud gå op ad den trappe en smuk sommerdag; men tænk så også på, hvordan det vil være for en gammel kone i stormvejr.”
Men det blev lettere og vel også mere naturligt at lave det i forbindelse med anlæg parkeringsplads og opkørsel derfra. Men mange spekulationer var gået forud. Der foreligger indtil flere detaljerede tegninger fra arkitekt Axel Jacobsen til et kapel, der skulde ligge i kirkegårdens sydvestlige hjørne ud mod Langstedgyden. Men det blev altså opgivet igen. Vi har måske ikke ment, at pladsen kunde undværes. Dengang var kirkegården ikke for stor; der var endda tale om en udvidelse.
For øvrigt fik den engang en slags udvidelse. Jeg mener at kunne huske, at en del af kirkegårdens sydvestlige hjørne lå hen til næsten ingenting. Men én ting er jeg i hvert fald sikker på, og det er at gartner Jakobsen fik forskellige gårdmænd til at hente vejjord d. v. s. jord, der med års mellemrum blev skovlet sammen i vejkanten; det var naturligvis før vejene blev asfalterede. Jeg har også hjulpet Jakobsen en lille smule med at planere den tilkørte jord; og jeg husker at han gik så grundigt til værks, at man kunde høre hans skovl støde mod kisten i et ret nyt gravsted.
Men så var det, at planen om anlæg af en parkeringsplads blev aktuel. Jeg er bange for, at jeg i forvejen havde en tegning, som gartner Jacobsen havde lavet. Men måske stolede vi ikke rigtig på, at han kunde blive færdig; det var nemlig hans svaghed. Og så havde vi også ved at lufte planen for myndighederne fået besked på at bruge en anerkendt havearkitekt. Det blev så Råhauge Askegård; og der foreligger så fra hans hånd en tegning over Barløse Kapel- og parkeringsplads dateret marts 1963. Den blev godkendt og fulgt i hvert fald hvad opkørslen og placeringen af kapellet angår. Derimod fik vi en hel del ballade med selve parkeringspladsen. Den var tegnet meget stor med både indkørsel fra og udkørsel til alléen. Han foreslog også, kraftigt støttet af Lehn Petersen, at selve pladsen, der hvor bilerne skulde holde, skulde tilsås med græs. Det mente vi var forkert; vi troede ikke at den forholdsvis lavtliggende flade kunde holde at køre på, særligt i vinterhalvåret. Vi drev det så vidt, at Råhauge Askegård en dag kom inde fra Lehn Petersen med den besked, at han godt kunde hilse den idiot til præst nede i Barløse og sige at han ikke var rigtig klog. Jeg svarede: ”Jeg er fuldstændig upåvirket, bare jeg får min vilje.” På en eller anden måde fik vi en overenskomst med kommunen, gående ud på, at de vilde lægge asfalt og så søge det dækket over vejudgifterne. Det gav lidt diskussion om ejerforholdet. Det var vistnok sådan, at når kommunen afholdt udgifterne, så skulde den også være ejer af det pågældende område; og jeg vilde jo gerne holde sammen på det, der hørte præstegården til. Det lykkedes også, men jeg er ikke sikker på, at det ikke, gav kommunen nogle vanskeligheder med at få udgifterne refunderet.
Men pladsen blev gjort færdig; og uden at kunne huske det helt nøjagtigt er jeg ved at tro, at det skete mest efter gartner Jacobsens ide både størrelse og indretning og beplantning op ad skråningen. Men der én ting, jeg husker meget nøjagtigt, og det er, at den sidste dag Råhauge Askegård var der, stod han med ryggen op mod et træ og filosoferede lidt; men så sagde han: ”I dag er der kun én ting, jeg er ked af” -og på mit spørgsmål om, hvad det så var, fortsatte han: ”at jeg ikke kunde skønne på at lave det sådan, for det er bedre end mit.”
I mine øjne voksede han et pænt stykke ved den udtalelse; for det behøvede han jo ikke at have sagt.
Som vistnok det allersidste stykke arbejde vedrørende kirkerestaureringen kan nævnes det broderede tæppe foran alteret. Jeg er lige ved at tro, at ideen er hentet i Kirke Søby.
Men tæppet er i hvert fald tegnet af en dame fra København. der hed Margrete Dreyer. Materialerne skaffede hun gennem Højskolernes Håndarbejde i Kerteminde. Det er syet af en kreds af damer i Barløse. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan huske dem alle; derfor nævner jeg ingen. Sadelmager Andersen i Glamsbjerg har syet det sammen og lagt det på. Pudsigt nok foreligger der et nøjagtigt regnskab; det fortæller, at foruden damernes mange gratistimer kostede det 1210 kroner og 25 øre. Vi fik noget for pengene dengang.