Minder fra min skoletid.

På det tidspunkt, da jeg stiftede nærmere bekendtskab med Fjeldsø skole, var der tre klasser og halvanden lærer. Lærer og kirkesanger Deichman Poulsen underviste anden og tredje klasse, mens lærer Jensen i Klotrup tog sig af første klasse. Han cyklede tre dage om ugen til Fjeldsø, og havde så de andre tre dage samtlige børn i Klotrup skoledistrikt i én klasse.

Det siger næsten sig selv, at lærer Poulsen i daglig tale hed ’Degnen’ mens lærer Jensen blev kaldt ’Den bette Degn’, ikke fordi han var særligt lille, men fordi han underviste de små.

Min første indtræden i skolen fandt sted en af de sidste dage i april måned 1913. Den officielle begyndelsesdato var naturligvis den l. maj. Det kunde dog også lade sig gøre at begynde i skolen og at blive udskrevet af skolen den l. november. Men det skete vist kun i sjældnere tilfælde bortset fra udskrivning ved efterårskonfirmation. Det foregik altså ikke helt, som det senere blev skik, at ungerne møder på en bestemt dato til et bestemt klokkeslet - vel som regel den første dag fulgt af Mor eller Far. Nej, vi kom bare medbringende den blå koppeattest. Dåbsattest var sjældent nødvendig. Vi var jo så at sige alle sammen født og døbt i sognet.

Den umiddelbare årsag til, at jeg begyndte på en "skæv" dato, var, at min storebror, Johannes, den pågældende dag kom hjem fra skole og sagde til Mor, at han da hellere måtte følge mig derop med det samme. Der var kommet flere de sidste dage, og: ”I dag kom Konrad”. Jeg vilde godt have haft lidt udsættelse; men det blev alligevel til hurtig omklædning og af sted sammen med Johannes, der afleverede mig i det østlige klasseværelse og så for resten overlod mig til min egen skæbne.

Det første der skete, var, at jeg blev anbragt på katederforhøjningen ved siden af lærer Jensen for at demonstre min læsefærdighed. Den var nu slet ikke så ringe; for ved min Mors og mine brødres hjælp havde jeg i den forløbne vinter lært at læse flydende og var endda nået ret langt hen i de små læsebøger, der blev brugt i de første klasser. Min første præstation fik i hvert fald lærer Jensen til - ganske vist uden synderligt held - at opfordre resten af flokken til at være lidt rolige, og høre, hvordan en seksårs dreng kan læse. Sluppet vel gennem den skærsild fik jeg en plads i rækken ved vinduerne og kunde så i ro og mag sidde og lægge mærke til, hvordan sådan noget gik for sig. Men der er dog vist kun én ting mere fra den for mig historiske dag, der står helt klart i min erindring. Vi fortsatte med læsningen, og så kom turen til Jakobine, en lille kraftig pige med meget runde kinder og en spagfærdig stemme. Det gik ikke ret godt med den læsning; og efter at lærerens stemme havde fået mere og mere klang af utålmodighed, lød der et par hurtige klask, og der viste sig en rød plet på hver af de runde kinder. Jeg forstod det ikke rigtigt; og på vejen hjem spurgte jeg Marie, hvorfor hun fik lussinger. Svaret lød: ”Hå´, de fo hun de hvæ daw.” Det tror jeg nu ikke var helt korrekt. Havde det været tilfældet, kunde jeg sikkert huske det. Der var godt nok engang, da vi havde gymnastik ude på pladsen, at den samme lærer efter nogen provokation gennembankede en stor dreng lidt for voldsomt. Men det var så absolut undtagelsen ikke reglen.

Nu er det godt nok sådan - og det er vist meget naturligt - at når man efter så lang tids forløb forsøger at hente minder frem fra underbevidstheden, så kommer de i spredt orden. Det er detaljer, der dukker frem ikke et helhedsbillede. Derfor kan jeg ikke fortælle, hvordan en undervisningsdag forløb, men kan kun huske enkeltheder i ikke-kronologisk orden. F.eks. husker jeg, at den første sang, jeg lærte, var: ’Jeg ved, hvor der findes en have så skøn.’ Om den skulde støtte den første indføring i geografi, ved jeg ikke; men lærer Jensen kunde i hvert fald med begejstring fortælle om vort land og ganske særligt om Vesterhavets storhed og vælde.

Også sproget og dets nuancer havde hen sans for. Han gav os, eller i al fald mig, den første fornemmelse af dialekternes forskellighed og rigdom. Han sagde en dag: ”Missionæren nede i Aalestrup kan ikke sige et blødt ’d’, for han er fynbo. Hvis han vil sige til sin dreng: Hent mig spaden, så siger han: Hent mig spa'en.” Og helhedsindtrykket siger, at det allermeste var nyt og fornøjeligt og trygt og godt.

Men efter et års forløb, var den herlighed forbi. Vi - eller vel rettere nogle af os - blev kendt værdige til oprykning til 2.klasse. Jeg hørte tilfældigt Kirstines Far sige til lærer Jensen, at han syntes, det var for tidligt. Læreren svarede: ”Hun er gammel nok og hun er dygtig nok, det skal nok gå” og der gled jeg altså med. Men inden vi var kommet ret langt hen i skoleåret, skete der forandringer igen. Antallet af klasser blev øget til fire og der blev ansat en lærerinde til at tage sig af de to første, og lærer Jensen kunde så blive i Klotrup og indrette sig med to klasser der.

Det siger sig selv, at der måtte mingeleres med eleverne, når de nu skulde fordeles i fire klasser i stedet for tre; og jeg husker meget tydeligt, at lærer Poulsen gjorde sig megen umage for at få os, der skulde blive i 2. klasse, til at forstå, at det ikke betød en degradering, når vi skulde vende tilbage til vort gamle klasseværelse. Vi måtte ikke føle os skuffede; vi gik stadig i 2. klasse.

Alt det kunde vi såmænd godt forstå; og vi var de meget mere spændte på, hvordan det vilde blive at have lærerinde. Det er mit indtryk, at det gik meget godt, selv om jeg ikke husker ret meget fra den periode. Dog mener jeg at kunne erindre, at den første ikke blev der ret længe. Jeg kan også godt huske, hvad hun hed, men tør ikke skrive det; jeg er bange for at komme til at stave det forkert. Men der er dog én ting denne 1ærerinde vedrørende, som jeg husker endda meget tydeligt. Den sidste skoledag før jul havde hun noget så ukendt og spændende med som nogle stykker farvekridt; og med dem fremtryllede hun på den store tavle, hare ved at se efter et julekort, en pragtfuld nisse med en gås under armen. Noget så flot havde jeg aldrig set.

Der er dog også begivenheder uden for skolen fra den periode, der trænger sig på. Det var i det år, den første verdenskrig brød ud. Da mobiliseringsordren kom, havde den gamle sognefoged, Pi´ Sneker i Klotrup, sit hyr med at få den gjort bekendt for rette vedkommende hurtigt nok. Cykle kunde han ikke. Politimesteren mente, han kunde ride. Det var han vist heller ikke i stand til; men ud kom den da. Det var en smuk sensommerdag den 5.august. Far og Mor høstede derhjemme på en ager nord for vejen. Ovre på landevejen kunde vi se unge mænd komme susende på cykel, for at nå hjem og sige et hastigt farvel, inden de skulde af sted, Min broder Laurits kom også. Og da han efter en hurtig kop kaffe tog afsked igen, kom jeg til at høre Fars sidste ord til ham. De lød: ”Lad mig nu se, i gør jeres pligt” - ord som vistnok afspejlede den almindelige holdning i de dage.

Jovist var det en alvorlig dag. Men alvoren kunde dog også give sig pudsige næsten barokke udslag. Nabokonen kom over og fortalte om sine drenge, der havde været hjemme i samme ærinde. Karl vilde ikke have sit ur med. Det var ingen nytte til; de skulde jo hare ned og skydes af tyskerne. Og for rigtigt at udmale hans sindstilstand sagde hun: ”Han var helt hvid, ja han var lige så hvid som” - og så kneb det så meget med at finde det rigtige ord at sammenligne med, at hun kom til at sige – ”som kákelowweren.” Hun var vester fra og sagde ikke som vi andre ’wownen’ og ’kákelownen’, men ’wowweren’ og ’kákelowweren’.

Men tilbage til skolen, til 3. og 4. klasse, som tilsammen udgjorde den længste del af min skoletid; fem år blev det til, fordi jeg kom ret tidligt i skole; fem år med samme lærer, samme skolestue og samme timetal, 18 timer om ugen, fordelt på den måde, at om sommeren gik 2. og 4. klasse kl.7-10; 1. og 3. klasse kl. 10-1. I april og oktober kl.8-11 og 11-2. Og om vinteren kl. 9-12 og 1-4. Der var fire ugers sommerferie, der begyndte, når tilstrækkelig mange havde begyndt at høste rug, en uges kartoffelferie og juleferie fra et par dage før jul til 7. januar, hvis det var en hverdag. Julen varede til og med Hellig tre Konger. Det blev jo ikke til så mange årlige timer som nu om dage. Men der var ingen fagtrængsel; og jeg synes den dag i dag, at vi nåede ret meget i de relativt få fag, vi beskæftigede os med; for mit vedkommende endda så meget at der var noget at bygge videre på, da den tid kom.

Vi syntes selvfølgelig, at lærer Poulsen var meget, meget gammel, og at vi derfor ustraffet kunde tillade os en hel del. Men det var vist ikke nær så meget, som vi selv troede. Én eneste gang, i en af de få gymnastiktimer, der blev tid til, drev vi det dog så vidt, at tampen, et sammenlagt stykke reb, måtte tale med. Et par stykker nåede at få en omgang; men dampen var de heldigvis gået af ham, inden turen kom til mig. Men det var absolut ingen daglig fornøjelse; et lille knubs kunde der falde af eller et rap af violinbuen eller pibespidsen. Men i det store og hele gik det meget harmonisk og fredeligt. Og jeg her senere kunnet indse, at lærer Poulsen var en god underviser og en fremragende fortæller.

Den sidste egenskab udnyttede vi efter evne til egen fordel. Når én havde fødselsdag, undlod vi naturligvis ikke at gøre opmærksom derpå, og bad samtidigt om en historie. Det var ikke hver gang, det lykkedes, men det skete dog jævnligt. Sommetider læste han en historie; men vi vilde da meget hellere, at han hare fortalte. Han havde en fire fem favorithistorier, som vi plagede os til så tit, at vi kunde dem næsten lige så godt som han selv.

Men fortælleevnen kom i høj grad også undervisningen til gode. Ved fornuftige betragtninger og ved at indføje eksempler og undertiden egne oplevelser forstod han at gøre sagen forståelig og vedkommende. Jeg kan nævne et par eksempler på hans metode. Efter tidens sædvane havde faget religion med bibelhistorie og katekismus og salmevers en ret stor plads. Det var selvfølgelig en plage for nogle med al den udenadslæren. Jeg havde let ved at lære det, så mig generede det i grunden ikke, og har måske også derfor, aldrig opfattet det som tørt terperi. Når vi havde salmevers, og nogle stykker var blevet hørt i det, skulde vi også snakke om indholdet. Og så yndede lærer Poulsen at spørge: ”Hvad tror I nu, digteren har tænkt på, da han skrev den salme”, og så lade de eventuelle forslag, der kom, være udgangspunkt for sin forklaring.

En dag havde vi i bibelhistorie lignelsen om den rige mand og Lazarus, og jeg blev udset til at genfortælle den. Det gik glat og uden indvendinger, indtil jeg kom til Fader Abrahams replik til den rige mand i dødsriget: ”Husk på, at du har fået det gode i din livstid og Lazarus ligeså det onde”. Der sagde lærer Poulsen: ”Stop, sådan står der ikke”. Jeg stolede på min hukommelse og påstod jo. Ja, ja da, sagde han, lad os så se efter. Nej ser du, der står ikke dét gode, men dit gode, og det er noget ganske andet. Og så fik vi en god og grundig forklaring på den historie.

Det var nogle spredte bemærkninger om skolen og om lærerne. Men hvordan var det så for dem, det hele drejede sig om, de børn, der gik i skolen, hvordan havde de det? Ja, hvordan havde vi det. Der er selvfølgelig på mange måder en vældig forskel på dengang og nu, vel endda så meget, at på mange områder er en sammenligning ikke engang mulig. Men set med datidens øjne, havde vi det da godt nok. Det var de forhold, vi kendte; det faldt os ikke ind, at det kunde være anderledes. Vi oplevede de afsavn, som krigen førte med sig, forstod vel også en hel del af alvoren ved det; men tiest lod vi det glide af os og tænkte ikke mere over det end nødvendigt.

Og sammen, som kammerater havde vi det de også ret godt. Vist var der nogle, der gerne vilde dominere. Mobning kunde forekomme, men ikke meget og ikke ret tit. Niels blev det engang imellem, men var til dels selv ude om det. Det kunde han dog næppe selv gøre for; sit væsen havde han efter sin Far.

At drenge drillede pigerne kunde vel heller ikke undgås. Men det kunde hænde, at det har straffen i sig selv. Jeg husker et herligt eksempel. En ellers meget fredsommelig dreng, der hed Søren Christian havde en dag plukket en dejlig buket brændenælder; og med den jagtede hen pigerne, da vi gik fra skole. De flygtede under hyl og skrig undtagen en. Til gengæld kunde man se, at hun efterhånden fik mere og mere farve i kinderne. Og da den arme dreng var letsindig nok til at komme i nærheden af hende, smed Marie pludseligt, hvad hun havde i hænderne, snurrede rundt, greb fat i kalorius med en hånd i hver skulder, svingede ham rundt, så han svævede frit i luften, kastede ham hen ad vejen, rev brændenælderne ud af hånden af ham og vaskede ham grundigt om ørerne med dem, mens de andre henrykt dansede rundt om valpladsen. Det gav i hvert fald ro for den dag.

Der er et forhold mere, som jeg synes, jeg er nødt til blot at berøre. Det vedrører, hvad afslutningen på de normalt syv års skolegang betød for os. Og netop der her vi nok en af de mest markante forskelle på den gang og nu. Efter konfirmationen og den dermed sammenfaldende udskrivning af skolen, skulde både piger og drenge enten klare et fuldtidsjob hjemme eller de skulde ud at tjene. Der blev altså dengang sat et skarpere skel mellem barndommen og den mere selvstændige ungdomstid. Jeg tror sådan set ikke, at vi af den grund var tidligere udviklet. Men jeg er helt sikker på, at vi bildte os ind, at vi var det. Jeg erindrer et par eksempler på, hvad den overgangsfase kunde betyde.

På vej hjem fra skole vist nok i foråret 1919 råbte nykonfirmerede Søren til den nogle år ældre Kristian: ”Ka A kom i Afholdsforeningen"? Nævnte forening arrangerede regelmæssigt bal i Forsamlingshuset, så det at blive medlem der betød et stort skridt frem mod den voksne tilværelse.

De næste småting er et par år ældre og er af påklædningsmæssig art. Og man bedes erindre, at dengang gik skoledrenge med korte bukser og skolepiger i kort kjole. Min bror, Ingvard, fik en dag besøg af Anders. De to skulde snart konfirmeres og snakkede fornuftigt. Under samtalen kom Anders med følgende udtalelse: ”Nær A blywwer komfermire, så ræner A dá stakke bowser fo noj”. Den sidste skoledag - altså efter konfirmationen - var pigerne blevet meget voksne. De legede selvfølgelig ikke i frikvarteret, men spadserede frem og tilbage med hinanden under armen. Og det allervigtigste, kjolerne var så lange, som de skulde være. Da den lille episode foregik i krigsårene, var det slet ikke så let at få nyt; men det kunde da også klares på anden måde. En Mor havde forlænget sin datters ofte vaskede og meget falmede kjole med et stykke stof, der helt tydeligt havde ligget i skuffen, siden kjolen blev syet, og som derfor var nyt og frisk i farven. Det så mærkeligt ud. Men længden var i orden.

Kommet så vidt kan jeg mærke, at nu kunde jeg sådan set godt blive ved, fordi billede efter billede flimrer frem på den indre skærm. Men så er det nok på tide at holde op. Jeg vil bare føje til, at det har været morsomt at huske. Men det er også vemodigt, ikke hare fordi det er så længe siden; men også og mere, fordi så mange - vel endda de fleste - af dem, jeg oplevede de år sammen med, ikke er mere. Men en stor hilsen til dem, der er og som også morer sig med at huske.

Tilbage til Toppen