For 30 år siden købte min mand og jeg vores drømmehus. Det var en ruin af en landbrugsejendom, som i den grad trængte til et par kærlige hænder. De næste 8 år gik med total renovering. Vi lavede det meste selv. Det var sjovt. Ind i mellem blev der også tid til at anlægge en have på 1 tønde land. Ved siden af havde vi hvert vores ret krævende fuldtidsjob.
Men da vi var ved at være færdige, opstod ønsket, om at udvide husdyrbestanden med mere end hund og kat. Valget faldt på høns. Havehøns naturligvis. Et hønsehus og hønsegård blev bygget. Hønsehuset blev velisoleret og forsynet med genbrugstermoruder, og hønsegården blev indhegnet, for der skulle hønsene gå, når vi ikke var hjemme.
I mens studerede vi hønseracer. Vi var sågar til en hønseudstilling, som var noget af en prøvelse. Det virkede som om, at alle udstillede dyr var haner. Der var et inferno af galen. Vi valgte Gul Orpington, som er en stor og ret flegmatisk race. De egner dig godt som havehøns. De lægger store æg, og har godt med kød på sidebenene.
Vi købte en hane, som blev døbt Albert, og 6 høns, der fik navnene: Annabella, Amanda, Agathe, Amalie. Anna og Ada. Lige så snart vi kom hjem fra arbejde, blev e lukket ud i haven. Det var en fryd, at se Albert stoltsere i spidsen af sit harem og vise dem, hvor det bedste ukrudt var, og hvor det bedst kunne betale sig at skrabe. Albert blev senere omdøbt til Fatter, fordi han var så omsorgsfuld over for sit harem. Mærkværdigvis ødelagde de kun lidt af haven og køkkenhaven. De blev meget tillidsfulde. Når vi var i haven fulgte de efter os. Vores daværende hund Mikkel accepterede dem, og gjorde dem aldrig noget indtil en dag en høne formastede sig at sætte sig tilrette på hans hale. Så blev han knotten og knurrede og snappede efter hende.
Et forår havde vi en høne med kyllinger, som i den grad havde valgt jorden under ribsbuskene som sit yndlingsområde. Der gik de hele dagen og skrabede. En dag var bestanden blevet udvidet med en lille plettet fasankylling, som var nogenlunde lige så gammel, som vores kyllinger. Den fulgte troligt flokken hele dagen. Om aftenen da hønsene skulle lukkes ind i hønsegården, fulgte fasankyllingen med ind i hønegården. Kyllingemoderen havde åbenbart accepteret den, som en af sine egne kyllinger Den levede i hønsehuset hele vinteren.
Men da foråret kom, viste det sig at vores fasankylling var blevet til en fasankok. Han var ret tam, men ikke håndtam, som hønsene Vi kunne betragte hans flotte farver på ret nært hold. Og han var flot. Vi håbede i vores stille sind, at naturen ”ville kalde” på ham, så han kunne finde sine egne artsfæller. Vi forudså konflikter mellem fasanen og Fatter. Fasanen gjorde alle bestræbelser på, at imponere hønsene. Han stillede sig op og dansede foran dem, spilede vinger og halefjer ud, for at imponere dem med sine flotte farver. Men de var totalt ligeglade med alle hans krumspring. Mellem hanen og fasanen var der nærmest væbnet neutralitet.
Men en sommerdag var det lige ved at gå galt. Jeg stod i køkkenet. Hønsene og fasanen var på gårdspladsen. Alt åndede fred og idyl. Men lige pludselig røg Fatter og fasanen i totterne på hinanden. Fatter blev åbenbart den ”lille”, så for at redde sit skind løb han vingebaskende og skarpt forfulgt af en vingebaskende og skrigende fasan over gårdspladsen. Heldigvis stod døren åben, og Fatter løb ind i entreen og ud i køkkenet til mig. Fasanen kom kun til trappestenen, så vendte han om og skulle ikke have noget klinket. Hanen gik længe i køkkenet og hyggede sig med at tømme hundens madskål. Da han havde genvundet sin selvtillid gik han roligt ud igen til sin flok.
Kort tid efter fandt jeg hale og vingefjer fra en fasan i køkkenhaven. Det var nok ræven, der også har snuppet et par høns herfra. Jeg kunne nu godt have ønsket vores fasan en bedre skæbne. Men det var nu alligevel en sjov oplevelse, at have en vild fasan sammen med de tamme høns et helt år.
Konen på landet.