Vi har en hund, der hedder Tjalfe. Han er en Golden Retriever på fire år, der har en mani med at fange pindsvin. Adskillige af slagsen er blevet båret ind i stuen og præsenteret for os af en meget stolt hund.
Hvorefter vi så har bøvlet med at pakke kræet forsvarligt ind i håndklæder for at bære det ud i sit rette element igen. Man tager jo ikke ligefrem "hånd om" et pindsvin.
Men i sidste uge var det lige ved at gå galt for pindsvinet. Tjalfe og min mand var ude på en lille cykeltur (hunden elsker at halse efter en cykel). Vi bor meget langt ude på landet, så for at komme til vores hus skal man køre ad en to kilometer lang grusvej.
Men ca. en km fra huset fik Tjalfe færten af pindsvin! Ind i buskadset i en fart og ud igen med et velvoksent eksemplar nænsomt i flaben. Pindsvinet blev behørigt båret hjem.
Men når Tjalfe har været på cykeltur, skal han altid en tur i havedammen for at køle lidt af. Det skulle han skam også denne dag, men stadig med pindsvinet i munden.
Jeg råbte NEJ! Det skulle jeg aldrig have gjort, for Tjalfe smed, hvad han havde i munden. Så måtte min mand og jeg - bevæbnet med skovl og rive - til at redde det nødstedte dyr i land. Det lykkedes heldigvis. Pindsvinet var blevet noget grøn af andemad. Jeg pillede det værste af den, og så satte vi den i skjul under et par brædder, for at dyret kunne komme sig over forskrækkelsen. Et kvarter senere var den forsvundet fra sit skjul.
Konen på landet.