Jeg har været lærer gennem en række år i Sønderjylland. Jeg er ikke selv søderjyde, men har, befundet mig godt hernede og efterhånden lært at forstå de forskellige dialekter.
Jeg var lærer for en dejlig klasse, som det var en daglig glæde at undervise lige fra 1. til 7. klasse, hvor de skulle skifte skole.
I en dansktime i 2. klasse havde jeg sat Per til at læse et stykke op. Men han protesterede og sagde så på klingende sønderjysk: - Det ka' a' itt' løse (læse). Hvorpå klassekammeraten, Jens, noget overlegent sagde: - Det hedder da ikke "løse".
Jeg vidste, at Jens' forældre talte rigsdansk sammen derhjemme, og det havde smittet af på sønnen. Så jeg sad i mit stille sind, og forberedte mig på en pædagogisk snak om forskellige dialekter og om deres ligeværd i forhold til rigsdansk.
Men jeg kunne godt have sparet mig mine overvejelser, for Jens fortsatte på klingende sønderjysk: - Det hedder da løise
Jeg havde noget svært ved at holde masken. Og hele lærerværelset morede sig i frikvarteret, da jeg fortalte om episoden.
PS Børnene belærte mig om, at når man snakker, så er det på sønderjysk, og når man taler, så er det på rigsdansk. Egentlig en fin skelnen.
Konen på landet.