Vi flyttede på landet for 30 år siden fra storbyens larm. Vi købte et nedlagt landbrug, som i den grad trængte til ”fire kærlige hænder.” Vi brugte 8 år på at istandsætte ejendommen. Vi havde begge to fuldtidsjob. Så vi knoklede i vores fritid med at istandsætte gården. Det var sjove og gode år.
Vi er meget glade for dyr. Vi har altid haft hund og kat. Men da vi var færdige med at restaurere gården, var tiden inde til at udvide dyreholdet med høns. Vi lavede hønsehus og hønsegård. Valget faldt på gul Orpington. En meget flegmatisk race, der var særdeles egnet som havehøns. De gik altid sammen i haven, og man kunne altid se dem p.g.a. farven. De var meget rolige og tillidsfulde. Og de lagde mange æg.
Men høns formerer sig jo. De små kyllinger var søde. Og der var sjovt, at se hvordan hønen lærte sine kyllinger op. Men de blev voksne, og lige pludselig havde vi en voksen hane plus 4 unghaner, der begyndte at gale. Det var en lidt uholdbar situation.
Så måtte vi jo løse problemet. Vi læste lidt om slagtning af høns. Det var ikke rar læsning. Men vi måtte jo se, at fordele arbejdet. Jeg blev forrædderen , der skulle fange unghanerne, da de kendte mig som den person, der fodrede dem, og min mand skulle være bøddelen med den skarptslebne økse. Han var dog så hensynsfuld, at udføre handlingen bag stalden. Men jeg kunne nu godt høre øksehuggene.
Så stod vi der med 4 hovedløse unghaner.(Vores hund var særdeles interesseret.) De skulle så i kogende vand, for at lette fjerplukningen. Det gik fint. Kort efter lå de fjerløse og lækre, at se på. Så skulle vi til det lidt mere ”delikate”. Vi skulle lægge et snit nede ved endetarmen, og når det var gjort, skulle vi føre en hånd op i hanen langs brystbenet og dermed trække al indmaden ud på én gang. Det lykkedes for min mand. Men da min hånd nåede op til halsregionen, skreg min hane hjertensskærende.
Jeg trak skyndsomt min hånd ud og skreg af forskrækkelse. Og skældte¨min mand huden fuld, for ikke at have hugget hovedet ordentlig af hanen. Jeg blev vist lidt hysterisk. Min mand stod blot og grinede og pegede på de meget hovedløse haner. Jeg må jo have ramt luftrøret, og der var stadig luft nok i det til en lille protest.
P.S. Jeg lavede nogle dejlige supper af dem.
Konen på landet.