Vi flyttede på landet for 30 år siden, væk fra storbyens larm. Vi købte et nedlagt landbrug, som i den grad trængte til "fire kærlige hænder". Vi brugte otte år på at istandsætte ejendommen, da vi begge havde fuldtidsjob. Så vi måtte knokle i fritiden. Det var sjove og gode år.
Vi har altid haft hund og kat. Men da vi var færdige med at restaurere gården, var tiden inde til at udvide dyreholdet med høns. Valget faldt på gul Orpington, en meget flegmatisk race. De gik altid sammen i haven, og de blev aldrig væk pga. farven. De vi meget tillidsfulde - og de lagde mange æg.
Men høns formerer sig jo. De små kyllinger var søde, og det var sjovt at følge, hvordan hønen Iærte dem op. Men kyllingerne blev voksne, og lige pludselig havde vi en voksen hane plus fire unghaner, der begyndte at gale. Det var en lidt uholdbar situation.
Så måtte vi jo løse problemet. Vi læste lidt om slagtning af høns. Det var ikke rar læsning. Men vi måtte jo se at fordele ardejdet. Jeg blev "forræderen", der skulle fange unghanerne,da de kendte mig som madmor. Min mand skulle være bødlen med den skarpslebne økse. Han var dog så hensynsfuld at udføre handlingen bag stalden.
Med lidt besvær blev de plukket og renset for indvolde - og til min rædsel udstødte en af dem et lille skrig. Den var dog død, forsikrede min mand mig. Der havde bare siddet en rest luft tilbage i den.
PS. Jeg lavede nogle dejlige supper af dem!
Konen på landet.