For nogle år siden, da ribsene var blevet godt røde, ville jeg op i frugthaven for at plukke mig en spandfuld.
Jeg satte mig godt til rette på en medbragt skammel og stak hånden ind midt i den største ribsbusk, men trak den lynhurtigt tilbage, da jeg så et hvepsebo på størrelse med en fodbold. Jeg luskede tilbage til huset med uforrettet sag med min spand og min skammel. Man skal jo ikke ligefrem udfordre skæbnen!
Jeg ærgrede mig lidt over ikke at kunne gøre brug af ribsene. Men dagen efter, da jeg stod i køkkenet fik jeg øje på en gevaldig aktivitet omkring bemeldte ribsbusk. Småfugle i hobetal fløj op i æbletræerne og ned igen. I én uendelighed. Et par skader var også særdeles aktive. Så blev jeg nysgerrig og listede op for at se, hvad der foregik.
Der lå hvepseboet på græsset og var flænset op. Fuglene mæskede sig i den grad med hvepselarver. Da aktiviteten var stilnet af, fik jeg plukket mig nogle ribs.
Men hvepse giver åbenbart ikke så hurtigt op. For nogle dage efter havde de bygget sig et bo på størrelse med en håndbold. Det samme skete. Samme leben med småfugle og skadeparret. Tredje gang var ikke "lykkens gang” for hvepsene. Da nåede boet kun at blive på størrelse med en tennisbold, så opgav de. Og jeg fik plukket en masse ribs.
Jeg tror, det er skaderne, der har raget hvepseboerne ned og så har flænset dem. Så jeg er meget glad for skaderne, selv om de generelt har et dårligt ry. Vi har altid haft et skadepar i de 25 år, vi har boet her, og jeg har aldrig syntes, at de er skadedyr. Tværtimod er det en meget sky fugl, der ikke kommer tæt på hverken hus eller mennesker.
P.S. Flere vintre i træk har jeg spottet en hvepsedronning kravlende sløvt rundt på min computerskærm. Det er en ordentlig krabat. Den har nok søgt indendørs for at overvintre, og er så blevet tiltrukket af varmen og lyset. Men jeg må indrømme, at jeg hver gang har hentet fluesmækkeren og klasket den.
Konen på landet.