Det var sidste skoledag for 7. klasse i den landsbyskole, hvor jeg var lærer. Efter sommerferien skulle de flytte til en skole med overbygning.
Sidste skoledag startede traditionen tro med morgenmad for 7. klasses elever og lærere. Det var altid sjovt. Der var udveksling af sange, gaver og taler. (Et år, jeg havde en 7. klasse, der skulle forlade skolen, blev jeg såmænd hentet i hestevogn. Og deres gave til mig var en dværghøne!).
Efter morgenmaden var der frikvarter, inden vi skulle i vores respektive klasser og fejre sidste skoledag. Skolen summede af fis og ballade. Der var glade børn overalt. Men inden jeg gik ind i min egen klasse, skulle jeg lige på toilettet. Skæbnen ville, at døren gik i baglås. Jeg kunne ikke komme ud, så jeg begyndte at banke på og klage min nød. Ingen reagerede trods en livlig trafik udenfor. Jeg var lige ved at "panikke."
Endelig var der en elev, der hørte mine nødråb, og forstod situationens alvor. Hun fór ind på lærerværelset og fortalte, at Helle var låst inde på toilettet. Læreren, der sad inde på lærerværelset, troede, at det var et led i de almindelige løjer, så han svarede gemytligt: -Ja ja, lad hende bare sidde.
Langt om længe var der dog én, der fattede, at der var noget galt. Pedellen blev alarmeret, og jeg slap endelig ud. Jeg strøg ind på lærerværelset, hvor mine kollegaer sad. Jeg beklagede mig over hændelsesforløbet og sagde, at jeg kunne have siddet der hele sommerferien og være kommet ud som skelet, når skolen skulle begynde igen.
Hvorpå min kære kollega tørt svarede, at det var da ikke så ringe endda, da skolen lige manglede et skelet til sin biologisamling!
Konen på landet.