Det store spejepølsetræ.

"Man skal kende træet på dets frugter." Da jeg forleden dag læste dette bibelcitat, kom jeg i tanke om en sjov oplevelse, der ligger nogle år tilbage i tiden.

Vi har en nabo, der var opdrætter af skotsk højlandskvæg. Det har han desværre opgivet. Kødet er usædvanlig lækkert og meget fedtfattigt. Vi købte af og til en ko til slagtning, med moms naturligvis!

Koen blev slagtet, og vi fik besked på at hente den på slagteriet, når den havde "hængt". Derefter blev den opskåret efter vores ønske. Vores nabo havde overtalt os til, at slagteriet skulle lave spegepølse af det kød, der sidder mellem ribbenene. Jeg syntes det var en god idé med et par "hjemmelavede" spegepølser, og naboen lovede at levere, når pølserne var færdige. Men der ville gå noget tid, for de skulle jo både laves og speges.

Skæbnen ville, at da pølserne var færdige, blev de leveret en fredag aften, hvor både min mand og jeg var til forskellige arrangementer. Men vores nabo er ikke tabt bag af en vogn. Så når han nu ikke kunne aflevere pølserne personligt, hængte han dem op i vores birketræ på gårdspladsen. Da min mand, som den første af os, kom hjem, hang der 29 spegepølser i birketræet!

Der var også en seddel med forbrugervejledning: Pølserne kunne fryses, men først skulle de hænge i 14 dage, for at "smagen kunne sætte sig."

Min mand fik travlt med at bjerge pølserne og hænge dem op på et kosteskaft lagt over to stole. Han havde heldigvis åndsnærværelse nok til at placere dem i bryggerset. Da jeg lidt senere kom hjem, duftede der lifligt af spegepølse i hele huset.

Næste dag fortalte jeg om episoden til mine kolleger. En af dem blev så betaget af historien, at hun spurgte, om pølserne så skulle hænge i træet i 14 dage for at blive rigtig gode.

Det grinte vi meget af.

Konen på landet.

Tilbage til Toppen