Vi har lige købt en stor dejlig hankat fra Kattens Værn. Han blev installeret i stuen med bakke, seng, vand- og madskål. For vi havde læst, at han den første tid skulle være i det rum, hvor vi opholder os mest. Han var med det samme meget tillidsfuld over for os, men meget forbeholden over for hunden. Han har sikkert aldrig set en hund før.
Da vi skulle i seng, blev katten nede i stuen, godt fodret af og med efterfølgende "bakkebesøg".
Næste morgen stod jeg op ved sekstiden for at se til den. Men der var ingen kat at se nogen steder. Jeg kaldte og ledte, men der var ingen livstegn. Så måtte jeg purre min mand, for at han kunne hjælpe med at lede.
Bevæbnet med lommelygter (min mand stadig iført stribet pyjamas ) kravlede vi rundt på alle gulvene, for at se, om katten havde puttet sig under møblerne. Men væk var den. Hunden misforstod situationen og troede, at vi skulle lege en helt ny og spændende leg. Det er ikke hver morgen han oplever os kravlende rundt med lommelygter og med indsmigrende stemmer kalde mis, mis, mis!
Så begyndte vi at lede i skuffer og skabe. Han kunne jo have gemt sig og ved et tilfælde lukket sig selv inde. Katte elsker jo at putte sig.
Da vi efterhånden var blevet helt rundt på gulvet af at lede efter katten uden resultat, kom jeg til at kigge på vores bogreol, som er to meter høj. Jeg kunne se, at de bøger, der stod oven på reolen, var skubbet faretruende langt ud, og at der i det hele taget så rodet ud deroppe. Og ganske rigtigt: Hvem sad bag bøgerne med et »smørret grin« om munden? Katten! Der har han sikkert siddet og undret sig over al den ståhej så tidligt på morgenstunden.
Dette skete for en uge siden. Nu har katten valgt sig husets bedste sofa som yndlingssoveplads.
Konen på landet.