Ja, sådan begynder en julesalme, og næste linje lyder således: "Tør man sig ret fornøje og bruge al sin kunst og flid"..
Det får mig til at tænke på en jul for en del år siden.
Jeg var lærer i en fjerdeklasse, og i december måned havde vi pakkekalender. Alle børn bidrog med en pakke til en tier. Hver dag blev en pakke trukket ud, og den heldige vinder pakkede op til almindelig beundring. Det var som regel blyanter, tusch og farvekridt. Og måske lidt slik.
Men så en dag indtraf gaven over alle gaver. Dagens pakke blev trukket og pakket ud. Indholdet var en pruttepude, hvilket vakte vjldjubel./p>
Jeg indså, at min danskundervisning nok ikke lige havde den samme underholdningsværdi som pruttepuden. Så derfor ændrede jeg lynhurtig programmet til, at alle måtte prøve pruttepuden én gang, og når vi så var færdige, var der normal danskundervisning igen.
Ungerne accepterede. Jeg skulle starte med pruttepuden. Det gav et hæderligt resultat, og klassen grinede. Derefter gik pruttepuden fra elev til elev. Der blev eksperimenteret. Nogle var i stand til at frembringe utrolige lyde, mens andre kunne trække lyden ud i det næsten uendelige. Og vi grinede hver gang.
Men selv pruttepuder holder ikke evigt. Inden den var nået klassen rundt, havde den tabt pusten og var revnet.
Men vi havde fået rørt lattermusklerne, og det er ikke så ringe endda.
Efter pruttepudens pludselige død var klassen motiveret til at arbejde med tillægsord.
Konen på landet.